Blot en måned efter sin fyring, er kanalchef Mads Brügger blevet genansat på Radio24syv.

En måned efter at Radio24syv fyrede kanalchefen Mads Brügger, vender han nu tilbage til radioen. Det oplyser Radio24syv i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det også, at de samarbejdsproblemer, der oprindeligt førte til afskedigelsen, nu er ryddet af vejen.

- De interne samarbejdsproblemer, som førte til afskedigelse af Mads Brügger som kanalchef på Radio24syv den 12. november 2012, er nu løst og konflikterne bilagt, forlyder det.

Selv er Mads Brügger begejstret for igen at skulle arbejde på Danmarks nye taleradio, som radiostationen kaldte sig, da den gik i luften sidste år.

- Det er usædvanligt, at jeg vender tilbage til Radio24syv så kort tid efter, jeg blev fyret, men Radio24syv er også en usædvanlig radiostation. Når det kan lade sig gøre, skyldes det først og fremmest min chef Jørgen Ramskov, som har demonstreret et format, som jeg har stor respekt for, og jeg glæder mig til at genoptage samarbejdet med Mikael Bertelsen, og alle mine andre kolleger på Radio24syv, forklarer Mads Brügger.

Alt er dog ikke, som da han forlod radiostationen. Samarbejdet kommer til at foregå i en ny organisatorisk model, hvor der er ændret på ledelsesstrukturen.

På programsiden bliver der i den nye struktur to chefer for nyheds- og aktualitetsafdelingen. Det er nyhedschef Jan Bjarke Mindegaard og magasinchef Inga Juul Vind, mens cheferne for programafdelingen vil være Mikael Bertelsen og Mads Brügger. De refererer alle fire til Jørgen Ramskov, som er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.

Han glæder sig til at byde Mads Brügger velkommen tilbage på holdet.

- Alle har arbejdet ekstremt hårdt og dedikeret med at etablere Radio24syv, og i den situation kan der opstå konflikter som dem, der førte til afskedigelsen af Mads Brügger, siger han.

I en kreativ organisation sker det ind i mellem, at der må trækkes en streg i sandet, og at der må justeres på holdopstillingen. Men jeg er virkelig glad for, at vi efter en række samtaler og med en ny organisation igen har mulighed for at få glæde af Mads Brügger, som har haft afgørende betydning for udviklingen af Radio24syv fra starten, siger Jørgen Ramskov.