DR-program afsløret i fup og manipulation


"Vi ses på Læsø. Det bliver Skidesjovt".

Sådan skrev Michelle Hviid i maj måned på sin blog, da hun efterlyste vovelystne kvinder, som ville med til Læsø, med et TV-hold i hælene. Et forløb som skulle munde ud i DR-reportageserien "Læsø kalder".

Her fire måneder senere afslører hun at forløbet blev alt andet end sjovt. Faktisk var det så slemt under optagelserne at frontfiguren Michelle Hviid brød grædende sammen, når hun var uden for kameraernes søgelys.

- Til sidste hadede jeg at være på Læsø. I løbet af et par uger ringede jeg adskillige gange grædende hjem og ville hentes, skriver hun på sin blog.

Bekendelserne kommer samtidig med at DR-programmet Detektor afslører, at der i første afsnit af "Læsø kalder", er manipuleret med optagelserne, så Læsø-borgerne fremstår mere bagstræberiske end de egentlig var.



På sin blog vidner Michelle Hviids beskivelse da også om en produktion, som hun ikke selv kunne stå inde for. Derfor er hun glad for, at programmet Detektor har taget sagen op.

- Jeg blev danset så langt ind på et for mig ukendt dansegulv, at jeg ikke havde andet valg, end at lade produktionen bag, danse mig ud igen. Men jeg råbte, jeg skreg, jeg tudede, jeg argumenterede. Og jeg tabte. Nu får jeg lidt luft, lyder udmeldingen fra Michelle Hviid.

Hun er langt fra tilfreds med udfaldet af programserien.

- Læsø kaldte ikke. Vi kom af eget påfund, for at lave tv, men de tog voldsomt godt imod os! Jeg kom for at gøre en forskel. Det eneste jeg udrettede, var at lave noget tv jeg IKKE er stolt af, fastslår hun.



Luften mellem Michelle Hviid og produktionsselskabet Koncern er efterforløbet iskold.

- Jeg lovede produktionselskabet, at de ville ønske, de aldrig havde mødt mig, hvis de havde forsøgt at løbe om hjørner med mig. Måske var det derfor, resten af holdet mødtes til premiere aften med sushi, mens jeg slet ikke blev inviteret. Jeg hørte blot om middagen ad omveje, lyder det bittert fra Michelle Hviid.