For at anerkende, at Frede Refsgaard fra Landmand søger kærlighed på TV 2 har taget kritikken om manglende opmærksomhed til sig, har hans resterende kvindelige bejlere, Stine og Susanne, valgt at give ham et frækt tilbud.

Fortsætter han det gode arbejde, lover de to kvinder ham, at han ikke vil sove alene.

Det fortæller de ham i morgendagens udsendelse hen over morgenmaden. Det sker dagen efter kvindernes alvorssnak med 37-årige Frede Refsgaard på minigolfbanen om netop manglende opmærksomhed fra hans side, som var årsagen til, Laila forlod programmet:

»Vi har faktisk snakket lidt. Hvis nu du giver den fuld skrald i dag, så kunne det godt være, vi kom ind til dig og puttede i nat. Som en gulerod,« siger Susanne til Frede Refsgaard, der har svært ved at skjule sin begejstring.

»Jo, jo, det er ikke så tosset. Det tror jeg da godt kunne blive hyggeligt,« svarer han lettere forlegent med et smil på læben.

'Passive Frede' giver ikke nok nærhed

Frede Refsgaard har i løbet af hele programserien oplevet, at kvinderne omkring ham ikke mente, at han er energisk og entusiastisk nok.

Første gang var da han havde inviteret sine dates på snobrød omkring et lejrbål, og så igen i forrige program efter gruppen havde spillet minigolf sammen.

Han har tidligere fortalt til BT, at han har følt sig udfordret i forhold til at spørge ind til kvinderne på grund af overvældelse over at være på stævnemøder med så mange forskellige personer på én gang foran et kamerahold:

»Hvis du spørger mine venner, siger de, at de ikke kan kende mig på tv. Jeg er jo ikke genert i virkeligheden, men sådan bliver man nok bare, når man bliver presset på tv, eller når man bliver presset i det hele taget. Så bliver man en anden person. Og når man så får hug for det oveni, så er det ikke nemt længere,« sagde han til BT torsdag den 26. november.

Det kan dog tyde på, dén tid er forbi. I hvert fald fortæller Frede Refsgaard i morgendagens niende programudsendelse, at det vil få ham til at vågne op og gøre noget ved problemet.

»Det kan jo godt være, de er lidt forelskede i én, så det kan godt udvikle sig lidt jo,« siger den motiverede landmand.