Frank Hvams klovnerier er sat på standby i Jonatans Spangs kommende instruktørdebut, ’Talenttyven’.

Han ser 15 år ældre ud med det grå hår og de mørke skægstubbe. Faktisk er han næsten ikke til at kende, selvom det ikke er mere end to år siden, at Frank Hvam sammen med Casper Christensen tog på ’Tour de Fizz’ ned ad Gudenåen i den største biografsucces siden 2000, ’Klovn – the Movie’.
 
Men sådan ser Frank Hvam ud i komikeren og skuespilleren Jonatan Spangs nye folkekomedie og instruktørdebut, ’Talenttyven’, hvor også Casper Crump, Mille Lehfeldt, Nicolas Bro og Jonatan Spang selv spiller med. 



I filmen, der har premiere til efteråret, spiller Frank Hvam en inkompetent og temmelig ulidelig chef for opfinderfirmaet Special World. Selvom Frank Hvam ikke har en bærende rolle i 'Talenttyven', har det været en udfordring for ham at prøver kræfter med noget andet.

- Min rolle som selvstændig chef, der styrer et større firma, er en helt anden end i 'Klovn'. Jeg har måttet gå til tingene med en helt anden indgangsvinkel. I Klovn prøver jeg jo bare at redde mig selv hele tiden. Derfor mener jeg heller ikke, at jeg kan bruge så meget af min rolle fra 'Klovn' i ’Talenttyven’, siger Frank Hvam.

Og ifølge Frank Hvam er det heller ikke meningen.

- Det ville i hvert fald være lidt af en fiasko, hvis jeg bare var Frank fra Klovn, der gik rundt med gråt hår og skæg, griner han.

Frank unikke humor
Instruktør Jonatan Spang mener også, at missionen med at få Frank Hvam ud af rollen som Frank fra 'Klovn' til dels er lykkedes.

- Vi har givet Frank jakkesæt og paryk på og har prøvet at bygge noget status op omkring den Frank, folk kender. Og Frank er så dygtig til at punktere sig selv, at det hjælper at bygge noget op omkring ham, siger Jonatan Spang, der dog mener, at man godt kan drage paralleller til Frank fra Klovn med hans rolle i 'Talenttyven'.

- Frank er jo Frank, og han kommer med den unikke humor, der er så fantastisk ved ham. Og den har vi jo gerne villet bruge, fordi den er så god, siger instruktøren.

Ingen ambitioner om skuespil
- Attention! Attention! Jeg har en meget vigtig meddelelse til jer, bræger Frank Hvam ud over forsamlingen for fjerde gang i løbet af kort tid. Filmholdet er ved at optage en scene fra firmaets kontor, hvor Frank Hvam spiller over for Mille Lehfeldt, kendt fra tv-serien Lykke, der har en af hovedrollerne i ’Talenttyven’. Det at gentage scener igen og igen med samme replikker er ikke noget, Frank Hvam tidligere har været vant til.

- ’Talenttyven’ er meget anderledes i forhold til ’Klovn’, der var improviseret. I filmen her arbejder vi med rigtige replikker, hvilket gør det her til en helt anden opgave for mig, siger Frank Hvam, der ingen ambitioner har om at spille skuespil i fremtiden.

- Medmindre jeg kan se, at jeg kan bidrage med et eller andet, vil jeg lade andre om det job. Der er rigtigt mange ting, jeg ikke kan spille, og som jeg holder mig væk fra og ikke engang gider at prøver kræfter med, siger han.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.