Frank Hvam fortæller, hvordan han scorede birollen som munk i verdens største tv-serie ’Game of Thrones’

27 minutter og 20 sekunder inde i seneste afsnit af verdens mest populære tv-serie, dukkede Frank Hvam pludselig op på skærmen forklædt som munk.

Det var i finaleafsnittet af sjette sæson af HBO-serien ’Game of Thrones,’ som rullede over skærmen i USA søndag aften, og da danskerne fik mulighed for at se afsnittet mandag morgen, fik de lidt af en overraskelse, da et velkendt ansigt tonede frem.

»Man skal bare lære at holde mund,« smiler Frank Hvam, da han svarer på, hvordan han har bevaret hemmeligheden om sin medvirken.

Den 45-årige komiker, skuespiller og forfatter er ellers notorisk berømt for at spille noget, der minder mistænkeligt om ham selv, så det stod ikke ligefrem i tarotkortene, at Frank skulle ende som ’Mister Hvam’ i rulleteksterne til verdens største tv-serie. Og så endda i en sekvens, der varer over to minutter, og hvor Frank Hvam har en del replikker, hvoraf han er gladest for den sidste: ’Det er ikke for kvinder og børn’.

Eftersynkroniseret dialog

Også selvom det ikke er hans egen stemme, der taler til verdens tv-seere, men en britisk skuespiller, der har eftersynkroniseret Franks replikker.

Det er til gengæld Frank Hvams ansigt og tilstedeværelse som skuespiller, der personificerer den iskolde munk i scenen, hvor Jon Snows nye ’maester’ bliver modtaget i citadellet i Oldtown.

»Casper og jeg arbejder jo i en lidt anden skala,« siger Frank Hvam i forbindelse med at han har været med til to dages optagelser på verdens største tv-serie, hvor den danske skuespiller brillerer som sammenbidt munk. Foto: HBO
»Casper og jeg arbejder jo i en lidt anden skala,« siger Frank Hvam i forbindelse med at han har været med til to dages optagelser på verdens største tv-serie, hvor den danske skuespiller brillerer som sammenbidt munk. Foto: HBO
Vis mere

»Jeg scorede rollen fordi Dan (Weiss) og David (Benioff), der skriver serien, er vilde med ’Klovn’ De har flere gange sendt hilsner gennem Nikolaj Coster-Waldau, og vi har så returneret dem, fordi både Casper og jeg er vilde med serien. Så jeg har bestemt ikke jagtet rollen, men jeg har spist middag med dem et par gange, og pludselig ringede de og spurgte om jeg ville være med. Og det ville jeg ret gerne,« siger han på godt underspillet jysk.

Legede turist

»Det meste af det jeg gør, gør jeg for sjov, og det her gjorde jeg i ekstra høj grad for min fornøjelses skyld. Men jeg kan ikke afsløre, hvad jeg fik for det, så bliver det umuligt for dem, at forhandle med kommende danske skuespillere,« griner Frank Hvam, der fortæller, at han var med på to optagedage i henholdsvis Nordirland og Spanien.

»Jeg legede i den grad turist og sugede til mig. Det er jo nærmest en middelstor dansk provinsby, der rejser rundt fra verdensdel til verdensdel og optager. Det er en meget meget voldsom produktion.«

»Casper og jeg arbejder jo lidt i en anden skala, men det er det samme på den måde, at man selv skriver det og eksekverer det. Og jeg havde stor fornøjelse af at se, hvordan de arbejder, og styrer sådan et stort hold,« siger den danske komiker, der nu kan kalde sig international skuespiller og prale af, at han er i liga med Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen og Dar Salim, der alle har medvirket i serien.