TV-serien Breaking Bad er blevet et kæmpehit. En dansk forsker kommer her med sin forklaring på, hvorfor den amerikanske Emmy-vinder holder maks. 

Historien om den kræftramte kemilærer Walter White, der sammen med sin tidligere student Jesse Pinkman fremstiller og sælger metamfetamin, er åbenbart god. Så god, at holdet bag serien for andet år i træk har hevet Emmy-prisen for årets bedste dramaserie hjem.

Men, hvad er det lige en underdog som Walter White kan, der får anmelderne til at rose serien til skyerne og lokker seere over hele verden til TV-skærmen?

- Det er en kombination af flere ting, der gør, at Breaking Bad er en god serie. Historien er godt fortalt, og så har den nogle interessante problemstillinger at byde på. Hovedpersonen - som vi holder af - bliver blandt andet stillet over for nogle moralske dilemmaer, siger film- og TV-forsker Helle Kannik Haastrup til Videnskab.dk.

Her kan du også se en video med de 10 fedeste scener i hele Breaking Bad.

Breaking Bads hovedperson Walter White er ikke den almindelige helt, som lever på dydens smalle sti og kun vil det gode. Han er en anti-helt, der har problemer og ikke altid gør det rigtige, og netop derfor virker han sympatisk og menneskelig, forklarer lektor Helle Kannik Haastrup fra Københavns Universitet.

- Walter White er en lille mand. Han er underkuet af konen, på arbejdet og har en mislykket karriere som kemiker – han er kort sagt en underdog. Men han får gennem sin kriminelle løbebane en form for oprejsning, og det kan vi godt lide.

Læs også hos Videnskab.dk: Her er fem kendetegn ved en succesfuld tv-serie

- Det er godt nok ulovligt, det han gør, men han gør det for sin familie, og han er supergod til det. Det giver serien en moralsk ustabilitet, og det gør den speciel, siger hun.

Men selvom Walter White er en anti-helt, så adskiller hans karakter fra andre seriers bud på en antihelt, mener en anden forsker.

- Hvor andre mandlige anti-helte som Don Draper, Tony Soprano og Dexter bevæger sig på en knivsæg mellem sympatiske og usympatiske handlinger, så følger Walter White en decideret nedadgående kurve fra sympatisk og kuet familiefar til hårdkogt narkobaron med meget få formildende træk, siger lektor Jakob Isak Nielsen fra Aarhus Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: Derfor er The Wire en unik TV-serie

Vi ved godt, at det er ulovligt at fremstille og sælge narkotika, men alligevel giver vi Walter White lov til at være på kanten med loven. Han gør det jo i den gode sags tjeneste - i hvert fald til at begynde med.

- På den ene side hepper vi på ham, fordi han tjener penge til sin familie, men den måde han tjener penge på er både samfundsskadelig og moralsk forkastelig. Hans handlinger gør familien sårbar, og er det okay? Er det okay at ville gøre det onde for at ville det gode?

- Det er en moralsk/etisk tematik, som stiller spørgsmål til, hvad vi kan acceptere. Tv-seeren hepper på Walter White som antihelt og giver ham en lang moralsk line, fordi vi holder fast i, at han grundlæggende vil sin familie det godt, siger han.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre

Sex med dyr – ja, hvorfor ikke?

Forskere: ’Englefisse’ er ikke farligt