Tobias Lindholms nye film 'Krigen' er udvalgt som det danske bidrag til konkurrencen om at blive nomineret i kategorien Foreign Language Film ved Oscar-uddelingen i 2016.

Danmark stiller traditionelt hvert år med stærke bud på en Oscar-nominering. Nu har en komité bestående af syv repræsentanter fra den danske filmbranche og Filminstituttet indstillet den kandidat, som skal være med i kapløbet om at få den endelige Oscar-nomiering. Valget faldt på drama- og krigsfilmen 'Krigen', som fik dansk biografpremiere 10. september 2015.

I første omgang offentliggjorde komitéen 3. september tre film på deres shortlist til en dansk kandidat, og valget faldt på Anders Thomas Jensens 'Mænd og høns', Joshua Oppenheimers 'The Look of Silence' samt Tobias Lindholms 'Krigen'.

Onsdag mødtes komitéen igen, og her den fandt altså den endelige danske kandidat. 'Krigen' har høstet flere fine anmeldelser i den danske presse. Filmen fik også en flot modtagelse på årets filmfestival i Venedig, hvor den internationale presse talte om filmen i rosende vendinger.

Administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, fortæller til BT, at det har været utroligt svært at finde frem til den endelige danske kandidat.

»Vi gjorde det meget svært for os selv ved at shortliste tre så forskellige film, men også meget fremragende film. De fleste pile pegede dog på ’Krigen’,« siger han og siger om instruktør Tobias Lindholm:

Se også: Se den intense trailer til ny dansk krigsfilm

»Der er meget international opmærksomhed omkring Tobias. Han er en fortæller, som evner at fortælle så åbent og bredt som muligt om selv komplekse problemer, så man også kan afkode dem andre steder end i Danmark. Det giver ham nogle muligheder ude i verden.«

Henrik Bo Nielsen fremhæver 'Krigen' som en film, der kan spille på flere strenge. Filmen handler ikke bare om krig, men også om retssalsdramaet og forholdet til familien hjemme i Danmark. Pilou Asbæk spiller hovedrollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen, der er udstationeret i Helmand i Afghanistan. Hjemme i Danmark er hans kone med parrets tre børn.

Udvælgelsen af den danske kandidat til en Oscar-nominering er ikke en konkurrence om at finde Danmarks bedste film. Den endelige film bliver primært valgt ud fra det kriterium, om den kan vinde akademiets nordamerikanske hjerter.

»Man kan ikke sætte procenter på chancen for, at filmen får en Oscar-nominering. Og det bliver ikke en fiasko, hvis ikke den bliver nomineret. Internationalt set har man først og fremmest været meget optaget af, at vi satte tre så forskellige film på vores shortliste,« fortæller Henrik Bo Nielsen.

Tobias Lindholm er født i 1977 og er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2007. Den danske instruktør har allerede slået sit navn gevaldigt fast i befolkningen. Han var blandt andet manuskriptforfatter på Thomas Vinterbergs film 'Jagten' fra 2012, og så har han også haft stor succes med at være instruktør på sin anden spillefilm, 'Kapringen', også fra 2012.

»Tobias står for meget stærke fortællinger, og så er han meget optaget af at skildre, hvad mennesker gør under ekstremt pres. Han står også for at gøre ting enkle frem for at gøre dem sindssygt komplicerede. Og så er han en umådelig flink fyr, og det er nok ikke så skidt, når man skal præsentere sin film,« forklarer Henrik Bo Nielsen, inden han slutter af med nogle konkrete ord på den indstillede 'Krigen'.

»Filmen er gribende og er meget præcis i sin skildring. Og så overrasker filmen undervejs med sit temposkift fra felten ned i privatlivet og hen i retssalen.«

Hvert land har mulighed for at indstille én film til kategorien Foreign Language Film, og akademiets regler siger, at filmen skal have haft biografpremiere i perioden 1. oktober 2014 til 30. september 2015. Filmen skal desuden være produceret uden for USA og ikke have engelsk som det væsentligste dialog-sprog.

Der bliver traditionelt indstillet 70-80 film til kategorien Foreign Language Film, og feltet snævres ind fra 1. oktober. Kort før jul offentliggør Oscar-komitéen de fem nominerede film.

Det 88. Academy Awards Show i Los Angeles, USA bliver afholdt søndag 28. februar 2016.