»Ditmar, vi lyver for din mor. Vi lyver for mine forældre. Vi lyver for os selv (…). Ditmar, jeg er ikke den rette for dig, og det ved du. Vi har været sammen i et år, og jeg kan mærke, at det er noget helt andet, du vil.«

Sådan lød det, da figuren Amanda med henvisning til sin ægtemands homoseksuelle tilbøjeligheder gav grev Ditmar klar besked under fjerde afsnit af TV 2s populære dramaserie ’Badehotellet’ mandag aften.

I serien, der nu kører på tredje år, har seerne for længst stiftet bekendtskab med den arrogante greve-søn, der helt fra seriens begyndelse har benægtet sin seksuelle orientering.

Grev Ditmars mangel på selverkendelse er der dog en ganske god forklaring på, fortæller Hanna Lundblad, der udgør den ene halvdel af forfatterduoen bag ’Badehotellet’:

»Det var rent faktisk strafbart i Danmark at være homoseksuel i 1930. Fordommene og fordømmelsen var massiv. I Nazityskland blev folk slået ihjel. Det er jo noget af det fascinerende ved at arbejde med en historisk serie, at der både kan være ligheder med vores tid og skræmmende forskelle. Vi er heldigvis kommet længere i dag,« siger Hanna Lundblad, der sammen med sin mand Stig Thorsboe står bag manuskriptet til ’Badehotellet’.

Hver mandag lokker TV 2s drama-satsning ’Badehotellet’ over halvanden million danskere til tv-skærmene, når TV 2s absolut mest sete program og danskernes foretrukne dramaserie ruller over skærmen. Den fiktive serie udspiller sig på et yndigt badehotel nær Skagen i 1930, hvor hotellets københavnske gæster vender op og ned på hverdagen for hotellets ansatte.

I serien følger seerne bl.a. den fallerede grev Ditmar, der atter er kommet til penge, efter at han har giftet sig med den unge grossererdatter, Amanda. Ægteskabet er dog ren facade, for inderst inde er grev Ditmar homoseksuel, men det vil han ikke erkende.

Helt anderledes forholder det sig hos én anden af badehotellets gæster, reklametegneren Philip Dupont, der i løbet af sæson 2 indvier sin gode ven Max Berggren i, at han er homoseksuel.

Forskellen på de to karakterers måder at håndtere situationen på skal ifølge manuskriptforfatter Hanna Lundblad ses i lyset af et ønske om at skabe diversitet mellem seriens figurer.

»Hvis karaktererne var ens, var det ikke så interessant,« forklarer hun, men tilføjer samtidig, at forskelligheden mellem Philip Dupont og grev Ditmar også skal ses i lyset af deres respektive sociale baggrunde.

»Grev Ditmar har mere på spil, fordi han er greve, og fordi han har Frisenholm at tage ansvar for. Nu er han jo blevet greven på Frisenholm. Han skal ind i landstinget og have en masse repræsentative pligter. Og derfor færdes han i nogle kredse, hvor det ville være en skandale af dimensioner, at det slap ud. Og derfor er det meget vigtigt for ham at holde kortene tæt ind til kroppen,« forklarer hun.

Til sammenligning kommer karakteren Philip Dupont fra kredse, der mest består af kunstnere og bohemer, hvor homoseksualiteten kunne udleves mere frit og også blev det i begyndelsen af 1930’erne, selvom det stadig var forbudt, forklarer Hanna Lundblad.

Med det tilbageblik på fortiden, som ’Badehotellet’ udgør, får man desuden syn for, hvor meget der er sket, dels i forhold til kvindesituationen, men også i forhold til fordommene omkring homoseksuelle, påpeger Hanna Lundblad.

»Det er altid interessant at kigge på en historik og vide, hvad det er for nogle kampe, generationerne før os har måttet tage frem til i dag. Det er jo fuldstændig vildt, som vi er kommet videre på nogle områder, men der ligger fortsat gammel intolerance og rumler i bagagen,« siger hun med henvisning til lovgivningen i Rusland, der fortsat er meget restriktiv over for homoseksualitet.

Ét af de helt store spørgsmål i ’Badehotellet’ er bl.a., om grev Ditmar og Amanda forbliver sammen som par. Svaret må vi som seere vente på lidt endnu, men spørger man Hanna Lundblad, hvordan det var gået grev Ditmar og den unge grosserer-datter, hvis deres historie udspillede sig i 2016, er svaret ligetil:

»Tiderne er skiftet. Homoseksuelle har fået flere rettigheder. Det er dog stadig ikke ukompliceret at 'springe ud af skabet'. Så hvem ved, hvordan Ditmar og Amanda havde klaret det i dag. Jeg tvivler på, de nogensinde var blevet par,« vurderer hun.

Følg grev Ditmar, Amanda og alle de andre i næste afsnit af ’Badehotellet’, der bliver sendt på mandag klokken 20.00 på TV 2.