Jes Dorph-Petersen skriver på Facebook, at han snart regner med at være tilbage på skærmen igen, efter han tidligere i september meldte ud, at han måtte tage en pause fra skærmen, så han kunne komme i behandling for at problem med alkohol.

'Kære venner.

Efter en pause er jeg tilbage på Facebook. Imens har enkelte medier holdt deres helt egen og ganske uskønne fest, hvor de erklærede mig degraderet til bunden af samfundets dybeste kløft. Kun fragmenter af det skrevne passer med realiteterne. Det har desværre ikke været munter læsning for mine nærmeste og mig selv, og forhåbentlig sidder der nogen journalister og chefredaktører og skammer sig - bare lidt. For min skyld gerne rigtig meget. Jeg er snart tilbage på skærmen igen - for tv skal ses i fjernsynet.

Kæmpe hilsen
Dorph-'

Sådan skriver den populære tv-vært på Facebook.

Du kan finde opslaget herunder:

Tilbage i begyndelsen af september meldte Jes Dorph ud, at han måtte tage en pause fra det nye job hos Go' Aften Danmark, da han blev nødt til at søge behandling for et alkohol-misbrug. Han havde ellers kun været tilbage hos TV 2 som vært i ganske få uger, da meldingen kom ud. Og derfor kom det bag på rigtig mange mennesker.

I pressemeddelelsen stod der følgende:

'Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask. Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtigt glad for at være kommet godt i gang på ’Go’ aften Danmark’, men lige nu gælder det om at blive fit for fight. Jeg beder om forståelse for, at jeg ud over denne meddelelse ingen kommentarer har, eftersom ro og fokus på opgaven er afgørende vigtigt for mig lige nu. Jeg beder også pressen om at lade min familie være i fred.'

Hvad 'snart' betyder i denne forbindelse melder Jes Dorph-Petersen ikke noget om.

Hos TV 2 er meldingen på Jes Dorphs Facebook-opdatering ganske kort, at man 'glæder sig til, at Jes Dorph er tilbage på skærmen'.

Og på spørgsmålet om, hvornår vi kan regne med at se Jes Dorph tilbage på skærmen er svaret:

'Det er ikke aftalt præcis, hvilken dag han er retur på skærmen'.