Magasinet Eurowoman hylder anorektisk ideal på deres forside, mener læsere. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser undrer sig, men magasinet afviser, at modellen er syg.

Fra forsiden på juli-udgaven af bladet kigger en høj, duknakket pige ud på sine læsere. Benene synes uendelige, blikket en smule dødt og brystet så indsunket, at hun ser decideret syg ud. Det mener flere læsere, der har delt og kommenteret coverbilledet heftigt på Facebook de seneste dage. Her har modellens krop og positur fået kvinder såvel som mænd til at fare i blækhuset og beskylde Eurowoman for at hylde et usundt skønhedsideal.

På Eurowomans egen Facebook skriver moderen Lillian blandt andet:

- Føj siger jeg - jeg køber ALDRIG jeres blad, nu har I skrabet bunden for, hvad I kan være bekendt. Jeg er mor til en pige på 14 år og kan ikke støtte jeres brug af modeller, skriver Lillian i kommentarfeltet til billedet.

En far følger trop og skriver følgende:

- Under alle omstændigheder håber jeg ikke, at min 13-årige datter vil stræbe efter at se ud hende, skriver David.

Flere undrer sig over modellens unaturlige kropsholdning, som blot bidrager til det syge look.

- Ikke en forside, som vil vække min interesse i at købe bladet, tværtimod - pigen ligner en, som nærmest lider, skriver Charlotte på Facebook.

Hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) undrer generalsekretær Steen Andersen sig over billedvalget.

- Man kan ikke skyde på pigen, men man kan skyde på Eurowoman for deres valg af forsidemodel. Hvorfor vælge en pige, der ligner teenager med dårlig holdning? Normalt er vi på vagt over for sygelige tynde modeller, der giver udtryk for højt selvværd, men hende her er der forhåbentlig ingen, der har lyst til at ligne, og så kan det da undre, at man kommer hende på forsiden af et blad, der læses af kvinder, der gerne vil have tjek på tingene. Det udstråler hende her i hvert fald ikke, siger generalsekretær Steen Andersen fra LMS.

Mest af alt undrer han sig over, hvorfor et magasin som Eurowoman, hvis selverklærede målgruppe går ned til 20 år, vælger en teenagelignende model til deres forside.

- Pigens udseende i sig selv er ikke problematisk, hvis hun er 15, men det er galt, hvis hun er 25. Særligt hvis Eurowomans målgruppe er de lidt ældre kvinder, som i så fald stræber efter det her, siger Steen Andersen.

Den glødende debat på Facebook fik mandag Eurowoman til at gå ind og forsvare cover-valget.

- Vi vil naturligvis ikke bruge en model, som er syg, vores model er tynd fra naturens hånd, og vi synes hun har et rigtig fint udtryk, skriver Eurowomans Facebook-moderator.

En kommentar, der efterfølgende fik Jeanett Veronica Hindberg, bedre kendt som Bitterfissen Bethany, til at knyttet følgende bemærkning til bladets forsvar.

- Man ligner ikke en anorektiker fra naturens hånd. Et fint udtryk? Hun ser direkte plaget ud!

Mens en anden spydigt spøger, om Eurowoman overvejer at skifte navn til ‘EuroAnorexianGirl Magazine?’

BT har forsøgt at få uddybet Eurowomans kommentar til cover-valget, men det har ikke været muligt at træffe bladet for en kommentar.