Steve Jobs var hverken en fantastisk it-programmør eller designer. Alligevel er det ham, som står tilbage som skaberen af Apple og den cool og ekstrem brugervenlige Mac-computer.
Men hvad var det egentlig, han kunne? I filmen bruger Jobs selv en musisk metafor, da hans frustrerede og desillusionerede medstifter, Steve Wozniak, stiller det prekære spørgsmål. Jobs svarer, ”musikere spiller på deres instrumenter, jeg styrer orkestret.”
Dermed rammes Jobs’ evner og narcissisme ind med en enkelt punchline.
Genialt, men sagde han det i virkeligheden? Det må stå hen i det uvisse, for selvom filmen bygger på Walter Isaacsons biografi om Steve Jobs, så tager den sig et utal af kunstneriske friheder.
Instruktøren Danny Boyle og manuskriptforfatteren Aaron Sorkin har i ”Steve Jobs” valgt at portrættere den karismatiske, psykopatiske og innovative demagog med udgangspunkt i tre apple-præsentationer i henholdsvis 1984, 1988 og 1998.
Det er et godt narrativt greb, der gør det muligt at skildre både Jobs og hans nærmeste medarbejdere over en årrække - samt det ambivalente forhold til datteren Lisa, som han nægter at vedkende sig faderskabet til.
Michael Fassbender er god i rollen som Steve Jobs, Kate Winslet leverer en flot præstation som hans ”arbejds-hustru” Joanna, og Seth Rogen og Michael Stuhlbarg er superbe i rollerne som it-genierne Steve Wozniak og Andy Hertzfeld.
Filmen er flot orkestreret; godt manus, godt skuespil, godt fotograferet - en god film, meeeen … I længden bliver rammen med de tre apple-præsentationer en anelse klaustrofobisk. De mange og lange dialoger bliver for tunge og for postulerende. Og så er der det med den kunstneriske frihed, som til tider tenderer manipulation.
Så ikke et sublimt mesterværk, men absolut en seværdig og vedkommende film om en mand, et produkt og en tid, som kom til at revolutionere hele vores måde at kommunikere på.
Jobs’ tidlige kompagnon, computergeniet Andy Hertzfeld, har udtalt, at filmen rammer Steve Jobs’ personlighed fint. Men derudover er intet i filmen, som det var i virkeligheden. Som f.eks. en af filmens centrale scener, hvor Jobs går amok på Andy, fordi en systemfejl ikke vil tillade Macintosh-computeren at sige ”hallo” i minutterne inden den store lancering i 1984. En god og dramatisk scene, der på fornem vis indrammer egoisten og perfektionisten Steve Jobs. Den har bare aldrig fundet sted i virkeligheden.
På manuskriptplan har Aaron Sorkin begået en lille genistreg, men personligt har jeg det ambivalent med den slags kunstneriske friheder i film om virkelige mennesker, også selvom Sorkin har udtalt, at filmen skal ses som et maleri og ikke et fotografi ...
Nuvel, ”Steve Jobs” er en kunstnerisk spillefilm og ikke en dokumentar, og vil man vide mere om, hvad der virkelig skete, kan man med fordel kaste sig over Walter Isaacsons biografi om Steve Jobs fra 2011.
