Den seneste uge har tusinder af danske unge festet og drukket i Prag, og i nogle tilfælde er løjerne endt i alvorlige episoder med rasering af hotelværelser, slåskampe og knivoverfald.

I to sæsoner har reality-programmet 'Kongerne af Marielyst' og 'Kongerne af Rømø' rullet hen over skærmen, og på mandag får vinter-versionen 'Kongerne i sneen' så premiere på Kanal 5. Her fester Fissan og hans venner på et skisportssted i Østrig.

Fissan aka Jesper Schumann og de andre medvirkende har drukket, festet og haft sex for åben skærm, men han mener ikke, at de har inspireret unge til at gå amok i Prag.

- Jeg synes ikke, vi er dårlige forbilleder. Det er jo ikke, fordi folk er begyndt på at feste igennem, fordi vi har gjort det, siger han til bt.dk.

I programmerne drikker deltagerne sig fra sans og samling, og gymnasieeleverne i Prag har også haft meget høje promiller i blodet. Nogle har opført sig så grænseoverskridende, at gymnasielærernes fagforening har udtalt, at forældrene skal tage en alvorlig snak med deres børn.





Men ligesom folk heller ikke nødvendigvis bliver voldelige af at spille voldelige computerspil, begynder folk heller ikke at hærge Prag i en drukrus på grund af et reality-program, mener han.

- Vi drikker da meget, men jo ikke mere end alle andre unge - og der er da ikke noget sejere end en øl-stafet, griner Jesper Schumann.

Han fik torsdag nyheden om, at den 19-årige kvinde, der under optagelserne til 'Kongerne af Rømø', anmeldte ham for voldtægt, er blevet dømt for falsk anmeldelse og har fået 20 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste.



Derfor håber Fissan, at det kan sætte en stopper for, at andre kvinder gør det samme fremover.

- Det er rart at se, at der bliver gjort noget ved de her falske anmeldelser. Det var en grov beskyldning, men jeg er også glad nok for, at hun ikke skal i fængsel, for det hjælper jo ikke mig, siger han.

Han har snakket med pigen, og de er blevet gode venner igen. Nu glæder Jesper Schumann sig til at 'Kongerne i sneen' får premiere på mandag.

- Vi forlod Rømø på en skidt måde på grund af min anholdelse. Så jeg er glad for, at have været med i det nye program, hvor vi står på ski og laver en masse fis og ballade.