Tredje sæson af ’Borgen’ smøger ærmerne op og begynder sit politiske projekt helt forfra. Det skal blive en beskidt og fornøjelig kamp at følge.

’Jeg har savnet jer’, sagde Birgitte Nyborg i aftes fra Arkens talerstol, og selv om det ikke var hendes bedste tale, så har vi sandt for dyden også savnet at se Sidse Babett Knudsen skridte viljefast i stiletterne henover Christiansborgs Slotsgård og sætte tingene på plads i dansk politik.

Meningsmålingerne er kun gået én vej. ’Borgen’ er over sine to første sæsoner bare vokset i popularitet i takt med, at den er blevet stadigt skarpere i sin skildring af konflikterne mellem magt og moral.

Adam Price har gradvist gjort dilemmaerne mere personlige og fokuseret på Birgitte Nyborg uden at miste hverken den brede identifikation eller den politiske brod. Og skuespillerne med Sidse Babett Knudsen i spidsen ser ud til at stortrives i rollerne.De må fryde sig på DR over at kunne sende en ny, stor og internationalt berømmet dramaserie på skærmen blot en julemåned efter ’Forbrydelsen III’. Og bide negle på TV2, der er klar med deres nye store serie-satsning, ’Dicte’, den 7. januar.

2. sæson var fuldbragt

I virkeligheden kulminerede ’Borgen’ ikke bare med anden sæsons afslutning, hvor Nyborg først tog orlov for at passe sin syge datter og siden vendte kraftfuldt tilbage for at bevise, at man som kvinde både kan være mor og have den vildeste karriere. Den var også perfekt afsluttet.

En tredje sæson kunne byde på nye politiske og personlige udfordringer, men hvad enten Nyborg vandt eller tabte det folketingsvalg, hun udskrev i sidste afsnit, og hvad enten hun fandt sammen med Phillip igen eller ej, så ville ’Borgen’ let komme til at gentage sig selv. Karrieren og serien var fuldbragt.

Det har været den helt store udfordring for Adam Price og hans hold af medforfattere, og det var grunden til, at sæson tre kom fra land i et særdeles fattet og grundigt tempo. Det skulle gøres tydeligt for os alle, at her ikke bare var tale om en fortsættelse, men en ny begyndelse.

To et halvt år er gået. Nyfigne Katrine fra TV1 har fået en søn, men er ikke længere sammen med spindoktor Kasper, der er ved at blive faset ud af hendes liv, såvel som af serien. Ærgerligt at skulle undvære Pilou Asbæk, men til gengæld giver det mere plads til altid seværdige Birgitte Hjort som Katrine. Nu er det hendes tur til at balancere moderrollen med karriereambitionerne, og foreløbig er lille Gustav bedre til at sige mormor end mor.

Birgitte Nyborg selv har slået håret ud, fået ny lejlighed i Københavs Nordhavn og skovler penge ind i det private erhvervsliv. Men det keder hende også at fortælle de samme vittigheder til foredrag og bestyrelsesmøder, og det gibber i den gamle cirkushest, når levebrødspolitikerne optræder med de samme gamle løgne på tv.

Store ambitioner

Med sædvanlig god timing har Adam Price luret, hvad nationen sukker efter lige nu: En modig og viljestærk partileder, der ikke vil give værdipolitiske indrømmelser for fingeraftryk på lovgivningen.

Men Birgitte Nyborg kan, stik imod hvad hun og vi forventede, ikke bare lige valse tilbage i dansk politik. Havde hun slået Kruse i formandsvalget, var vi tilbage i samme trummerum. Nu må hun i stedet begynde forfra. Tilbage til græsrødderne og et udslidt baggårdslokale, hvor en klejnsmed udførte kollaboration med tyskerne under krigen.

Det er herfra ’Borgen’s sidste sæson for alvor skal tage sin begyndelse. Birgitte Nyborg vil starte et nyt parti. Hun og Adam Price smøger virkelig ærmerne op. De vil kuppe hele det politiske system, begynde fra scratch og atter gøre politik til et folkeligt projekt.

Det er slet ikke så ringe ambitioner at have for de næste ni søndage.

4 ud af 6 stjerner til Borgen