Den amerikanske alkoholiker og forfejlede forfatter, Mathias (Kevin Kline) tror, hans lykke er gjort, da han arver en lækker lejlighed i Paris.

Men den besværlige engelske lejer Mathilde (Maggie Smith) og hendes datter Chloe (kristin Scott Thomas) er ikke til at slippe af med. Og derfor ender de alle tre med at dele.

Det er den 75-årige Isreal Horovitz, der har skrevet manuskriptet, som er baseret på hans eget skuespil. Horovitz instruerer også. Og mens skuespillerne dårligt kunne være bedre, er historien bestemt ikke perfekt.

Således tager handlingen pludselig et gevaldigt hop fra let komedie til potentiel tragedie. Dybden af de hemmeligheder, der pludselig står i kø for at blive afsløret, virker urealistisk.

Men hele vejen igennem slår Kline, Thomas og Smith gnister. Dialogen er levende. Og selvom dele af handlingen kan være svær at greje, så er 'Min lejlighed i Paris' en hyggelig oplevelse.

hoeg@bt.dk, 'Min lejlighed i Paris', USA/UK, tre ud af seks stjerner