Af Niels Lind Larsen

Franske Claire Denis er en altid cool og imponerende stilsikker instruktør, hvad enten hun er dampende sensuel som i mesterværket 'Beau Travail', eller uforsonligt kynisk som her.

På overfladen er 'Svinene' en hævnthriller om søkaptajnen Marco (Vincent London), der går i land, da han nærer mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag hans svogers selvmord. Men Denis interesserer sig mere for sine personer end deres handlinger. På én gang går hun udleverende tæt på dem og holder sine kort tæt til kroppen, så vi konstant får mindre at vide, end vi gerne vil have.

Præcis som Marco, der tror, han har situationen under kaptajnskontrol, men ikke aner hvilke betændte sager, han stikker fingrene i. Han ser sig som en helt, men ender som et offer, mens skyldsspørgsmålet breder sig som ringe i vandet, og rækken af dumme svin bare vokser.

Det er bitter kost fuld af amoralske mennesker, men serveret i en fængslende stærk atmosfære og understøttet af Tindersticks længselsfulde lydspor.

Svinene. Thriller/drama, Frankrig 2013. Instr.: Claire Denis. Med: Vincent London, Chiara Mastroianni, Julie Bataille.