Quentin Tarantino sparer ikke på krudtet i sin næsten tre timer lange vilde, voldelige og vittige spaghettiwestern
'Django Unchained' er præcis så voldelig og blodig balstyrisk, som rygterne har lydt. Mænd slås til døde, og blodet sejler bogstavlig talt ned ad væggene i bomuldsplantagen Candyland. Men det ville ikke være en Tarantinofilm, hvis der ikke var pointe med plantageejernes piskesmæld og glimt i de blodskudte øjne. 'Django Unchained' er forrykt og for meget, men den er lige tilpas for meget, skarp som en rodeo-riffel og utæmmet underholdende.
Sidst vi så Tarantino, sprang han Hitler og hele Nazityskland i stumper og stykker i 'Inglorious Basterds', der kombinerede kold hævn og klassisk krigsfilm. Denne gang vender han det vrede øje mod Sydstaternes slaveejere i en ægte spaghettiwestern, der på én gang hylder genren og giver den nyt liv.
Slaven Django (Jamie Foxx) er efter et fejlslagent flugtforsøg blevet brændemærket, pisket til ukendelighed og solgt for en slik. På vej i lænker til sin nye ejer bliver han befriet af den tyske dusørjæger Dr. Schultz (Christoph Waltz), der har brug for hans hjælp, og da Django viser sig at have både talent og smag for at skyde hvide mænd for penge, slår de to pjalterne sammen.
Tarantino giver sig god tid til at udfolde dusørjægerens stolte og profitable profession, og han får sjove pointer ud af at sætte en sort mand i det hvide vilde vestens typiske helterolle. Men hans lille genistreg er, at Django slet ikke er drevet af hævn og blodtørst mod sine slavepiskere, men af kærlighed. Det eneste, han drømmer om, er at blive genforenet med sin kone Broomhilda (Kerry Washington), og han skyr ingen - absolut ingen - midler for at nå sit mål.
Det gør Tarantino heller ikke. 'Django Unchained' er fuld af stil, store smukke billeder med uldne westernfarver, forrygende replikker og skøre indfald, der signalerer leg og overskud.
Da Django og Schultz tager til Candyland, Mississippis mest berygtede slaveplantage for at købe Broomhilda fri fra sadisten Calvin Candide (skønt og manisk spillet af Leonardo DiCaprio), skruer instruktøren op for volden, for at vise, hvor fløjlshandskeagtigt amerikansk film normalt fremstiller slaveriet. Men samtidig skruer han også op for romantikken, slipper hiphop løs på soundtracket og udstyrer Jamie Foxx med solbriller, rokokotøj og ultracool gangsterattitude.
Som altid vil Tarantino dele vandene, men fans kan glæde sig over en instruktør, der bliver ved med at udvikle og udfolde sig. 'Django Unchained' er med sine 165 minutter hans længste og mest ambitiøse film til dato, men stadig med al den genreleg og glæde ved filmmediet, der er Tarantinos varemærke. Og én ting er helt sikker: den sparer ikke på krudtet.
Django Unchained: 5 stjerner (ud af seks)
