(5/6)

Fem-stjernet sex: Lars von Triers pornofilm er røv-irriterende og enestående

Åh, hvor er han dog røvirriterende, Lars von Trier. Al den dobbelttydighed, tripeltydighed og selvironi. På den ene side overlæsset intellektuel, og på den anden side punktererer han jokende det hele igen, så man næsten føler sig til grin for at tage ham alvorligt.

Der er sagt og skrevet temmelig meget om sexscenerne i hans selvudnævnte ’pornofilm’, og vel er de mange og grænseoverskridende, men provokationen i ’Nymphomaniac’ er alle de analyser og finkulturelle referencer, vores underliv bliver indhyllet i gennem samfulde fire timer. Det er ikke en film, man kan onanere til, har hovedrolleindehaveren Stellan Skarsgård sagt, mens andre måske vil hævde, at det præcist er, hvad Trier gør. ’Se, hvad jeg kan’.

en hvis det er tilfældet, så skal han også have lov. For hvor irriterende, provokerende og pubertær, man end må finde ham, så har få instruktører lige så meget at have det i som Trier. Hans visioner er unikke, hans film er fulde af lag og mening, han er en blændende fortæller, og med ’Nymphomaniac’ har han skabt en fræk og fuldkommen afslutning på sin såkaldte ’depressionstrilogi’.

Var ’Antichrist’ en skildring af underjeget, drifterne og menneskets utøjlelige natur i fuldt flor, så var ’Melancholia’ filmen om jeget - fornuften, der forsøger at balancere lys og mørke, selv når vi styrter direkte mod intetheden. I ’Nymphomaniac’ gælder det så overjeget, moralen, der forsøger at holde de andre på plads. Og her kan Trier, der elsker at revse os, virkelig slå sig løs.

Charlotte Gainsbourg spiller som i de foregående film hovedrollen, denne gang som nymfomanen Joe, der efter et overfald bliver samlet op i en gyde af ungkarlen Seligman (Skarsgård), til hvem hun fortæller sin livshistorie.

’Jeg er et dårligt menneske’, hævder Joe, og mens Seligman forsøger at overbevise hende om det modsatte, følger vi hende i otte kapitler gennem forførelser, ægteskabsbrud, kærlighed, frigiditet og sadomasochisme. Drevet på godt og ondt, tvang og lyst til sex. Og så er vi tilbage ved pornoen, for Trier bruger de direkte sexscener til at udstille og provokere vores moral.

Sex er kulturelt set vores mest intime samvær, og biologisk set vores vigtigste, men det er også den langt sværeste at styre. Et knald er aldrig bare et knald. Slet ikke hos Trier. Det er fyldt med kontekster, magtkampe og en drift, vi forsøger at undertvinge ved at gøre det smukt, monogamt og naturligt. Men når vi kalder sex naturligt, mener vi i virkeligheden kultiveret, hvorimod vi, når drifterne slippes løs, kalder det unaturligt. Vi forsøger konstant at ophøje vores seksualdrift, selv om alle (kvinder) ved, at sex er et våben, og at et knald lige så ofte er et udtryk for krig som kærlighed.

Det er et fuldstændigt grundlæggende aspekt af at være menneske. Måske vores væsentligste indre konflikt overhovedet, men ingen skildrer den så indgående eller konsekvent som Trier. Trier tør, hvor andre tier. Eller faker. Det er derfor, vi her får svesken på disken uden bly, nedslående blikke eller støttestrømpeæstetik, der gør sexen stueren. Og så er det endda kun kompromiset, vi ser. En fem en halv time lang version af filmen følger måske til foråret.

Som filmens overjeg pisker instruktøren os med sine sexscener og piner os med sine analyser, der gør dem kliniske og matematiske. Den intellektuelle Seligman relaterer alle Joes handlinger til alt fra fluefiskeri, over fibonacci-tal til Bachs polyfonier og James Bonds pistol.

Hans navn er - måske, måske ikke - en reference til psykoanalytikeren Martin Seligman, faderen til teorien om ’tillært hjælpeløshed’, som bruges i forklaringen af både depression og nymfomani. Men den punkterende pointe her er, at vi kan analysere vores natur fra nu af og til næste jul, og stadig vil der være en irrationel rest, som vi ikke kan styre. Den styrer til gengæld os, som vi ser i filmens flabede slutning, der næppe vil vinde von Trier flere fans.

Men sådan er det. Man kan ikke lave en omelet uden at smadre et par æg, og Trier vælter gerne hele bakken. Man kan elske eller hade ham, men man kan ikke afskrive ham. Han er stadig lige provokerende, uforsonlig og uforlignelig. Stueren bliver han sgu aldrig.

Nymphomaniac. 2013. 240 min. Instr.: Lars von Trier. Med: Charlotte Gainbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LaBeouf, Jamie Bell. 5 stjerner. Premiere 25.december

Læs også: