Der er gnistrende passion og befriende højt til loftet i første kapitel af Ole Bornedals storslåede '1864'.

Så blev kanonen endelig fyret af til danmarkshistoriens største, dyreste og mest omtalte tvserie. Og braget lader ikke vente på sig. Allerede inden aftenens premiere har '1864' skabt heftig debat og er blevet kritiseret af historikere og politikere fra især Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgård er rystet over resultatet, og sammen med kulturordfører Axel Ahrendtsen raser hun mod Ole Bornedals politiseren af de historiske begivenheder.

Kunstnerisk set er det dog ikke bekymrende men snarere et held, at skildringen af vort lands mest smertefulde nederlag er lagt i hænderne på Bornedal. For få instruktører tør skildre det så fuldt af patos som han.

Bornedal er moralsk. Han har hang til det højtravende og til storladne følelser, og med '1864' har han fundet en fortælling, som ikke bare kan rumme det store swung, men som løftes af det. Sikke et format. Sikke billeder. Sikke en ømhed i historien.

Dannelseshistorie fuld af smerte

Instruktøren illustrerer ikke historiebøgerne. Han har valgt at levendegøre de skelsættende begivenheder op til krigen i 1864 ved at skabe et karakterdrevet drama, der vil ramme os i hjertekulen. Hvad moralen bliver, er endnu for tidligt at konkludere - også for kritikerne -  men fra starten står det klart, at '1864' både i de politiske saloner og i de bankende bondehjerter vil blive en dannelseshistorie fuld af smerte og uskyldstab.

Lausts og Peters far vender sejrrigt hjem fra krigen mod de slesvigske oprørere i 1851 sammen med den unge baron Didrich. Den ene skudt i benet, den anden såret på sjælen, og på klassisk vis tegnes ligheder og forskelle således op. De nøjsomme fæstebønder, der pløjer landets muld, overfor de stræbsomme herskaber, der planlægger nationens udbredelse og tramper som musen på elefanternes bro. De store overfor de små. De konservative overfor de liberale. De ydmyge overfor de hovmodige, og i det nære: den fysiske Laust overfor den følsomme Peter, som ikke er skabt til krig.

Virker det hele lidt bastant, er det fordi vi stadig kun er i historiens anslag. Premieren var én lang introduktion, som gav plads til komikken, der er tragediens følgesvend, og lod underlægningsmusikken løbe under replikkerne, mens alvoren og passionen langsomt sneg sig ind og endte i skud fra det fjerne.

Gys, latter og lidelse

Endnu er Laust og Peter lidt ferske i deres drengeskikkelser, men vi skal nok komme til at le, lide og længes med dem, når de får sul på krop og ånd. Ligesom vi vil gyse - rystede eller frydefuldt - over de forblændede politikere, der euforisk fører landet og drengene i krig.

Historisk korrekt eller ej var grundlovsfader Monrads og Johanne Louise Heibergs retoriske tango her en elegant hors d'oeuvre, fremført med perfektion af Nicolas Bro og Sidse Babett Knudsen i spidsen for en overvældende armé af gode danske skuespillere.

I det hele taget er produktionen hver en rigsdaler hver. Serien emmer af kvalitet i alt fra kostumer til Dan Laustens billeder, og der er kælet for detaljer i sådan en grad, at historien er lagt i hele to forkromede rammer.

I den ene fortæller Inge fra sin dagbog. Hun er Lausts og Peters kærlighed, og så er hun med egne ord 'tiden, der forsvandt'. Det forklarer det solbeskinnede, uskyldsrene og endda lidt naive skær, der er over begivenhederne, her før helvede bryder løs, for det er sådan, vi ynder at tænke tilbage på den tabte tid, der var engang.

Hashrygende og piercet

Uden om den, i vore dage, har vi så 17-årige Claudia hos den sidste affældige baron på godset Hagenfeldt. Hun er måske tiden, der kom og blev, hashrygende, piercet og desillusioneret?

Lad os ikke håbe, det er så søgt og firkantet. Nutidsrammen er det usikre kort her, og parallellerne til vore dage, hvor Danmark atter er krigsførende, kunne vi have draget uden. Men det nemmeste for Bornedal ville jo være ikke at have den med. Her stikker han personligt næsen frem, og det skal blive spændende at se, hvad den kunstneriske begrundelse er for det.

Meget står altså stadig åbent. Kritikken hagler ned, men i seriens verden er skyerne kun lige begyndt at trække op. Tiden vil vise om de stærke følelser rodfæster sig i et bloddryppende krigsdrama, en hjerteskærende romance, et historisk epos eller noget helt fjerde. Under alle omstændigheder bliver det stort og stormfuldt at følge - både på og udenfor skærmen.

Bornedal rykker grænserne for dansk tv-dramatik. På godt og ondt ser det ud til, men lad os håbe, at serien ikke kun vil blive set med partipolitske briller, for kunstnerisk set ligner '1864' en fuldtræffer.

Tv-drama,1864 (1:8), DR 1 søndag 20.00