For ni år siden imponerede instruktør Robert Rodriguez og animationsgeni Frank Miller med deres filmatisering af sidstnævntes tusmørke pulp-fiction-actionserie ’Sin City’. To’eren er lige så vellavet. Men vi har set det meste før.

Således er de fire sideløbende skæbneforløb fortalt med en skræmmende flot intensitet, hvor det er umuligt at se, hvor filmen slutter, og animationen begynder. Mickey Rourke er imponerende som monsterseje Marv, der vågner op til hukommelsestab og blodsølet kaos. Jessica Alba er sexet og fortabt. Josh Brolin er intens som fotografen Dwight McCarthy. Men det er Eva Green, der som foto-heltens nemesis, Ava, for alvor imponerer.

I Sin Citys univers er mænd seje og som hugget i granit. Kvinderne er unge, smukke og forførende. Slagsmål og mord ligner animeret ballet. Ligesom etteren er ’A Dame to Kill For’ således en æstetisk fornøjelse. Men hvis man ikke er vild fan, er den også hurtigt glemt.