Pas på, når du skal i biffen for at se forløberen for succes-trilogien 'Ringenes herre'!

Det kan være en god idé at tage brækposen med, når du om kort tid skal i biffen for at se 'Hobbitten'.

Den med spænding ventede optakt til hele eventyret om 'Ringenes herre' har ifølge de første rapporter fra New Zealand nogen ret uheldige bivirkninger.

- Jeg var syg, da jeg forlod biografen, som en fan rapporterer via Twitter.

- Jeg blev svimmel og har fået migræne, skriver en anden.

Det er teknikken bag den nye storfilm, der er skyld i, at publikum nærmest brækker sig over 'Hobbitten'.

Filmen er i 3D, men er i modsætning til tidligere film, der benytter 3D effekten, filmet med 48 billeder pr. sekund, det dobbelte af, hvad man normalt filmer i.

Den nye teknik skulle netop forhindre publikum i at blive dårlige undervejs, men ifølge de foreløbige meldinger, virker den stik modsat.

- Mine øjne kan slet ikke tage det hele ind. Det giver svimmelhed, som en hardcore fan beretter.

- Den er ikke for tøsedrenge!

Første del af 'Hobbitten' - som ligeledes bliver en trilogi - får dansk premiere 12. december.

Billetsalget til filmen åbnede i dag søndag og skabte kæmpe kaos, vrede og frustration.

Ifølge kommentarfeltet på kino.dk fungerede billetsystemet overhovedet ikke og efter knap to timers ventetid på telefonen, blev mange fans smidt af linjen, og måtte starte forfra.