Efter halvanden time havde jeg det på fornemmelsen, at det var mig råbte ad.
Den fortabte søn Louis vender efter 12 år hjem for at overbringe de dårlige nyheder til familien: Han er syg og dødende.
Budskabet i den franske film 'Det er kun verdens ende' er vist nok, at den menneskelige empati godt kan tage form af hysteri og selvoptagethed.
Men desværre fremstår alt for mange af filmens karakterer som endimensionale papfigurer, der bare råber og skriger ad hinanden.
Louis' mor samler de intetanende tropper for at fejre genforeningen. Men ingen er for alvor åndeligt tilstede.
De er alt for optaget af deres egne problemer og sårede forfængelighed. Og da bomben endelig falder, er der ingen, der for alvor lytter til Louis' historie. De har alle alt for travlt med at råbe af både ham og hinanden.
På sin vis er Xavier Dolans drama sådan en slags omvendt Ingemar Bergman.
Mens Bergmans indestængte figurer således ofte får tilskueren til at håbe på en lidt mere åben dialog, hyler og skriger franskmændene her, så man selv mest af alt får lyst til at råbe: 'så hold dog kæft'.
Men det gør de ikke - absolut ikke. Og mens kameraet holdes helt tæt på ansigterne, fortsætter den højlydte dialog, hvor flere ofte taler i munden på hinanden.
Xavier Dolan ved selvfølgelig godt, hvad han gør. Filmen vandt (under protester) den helt fine pris ved sidste års Cannes Festival. Og instruktørens mange entusiastiske fans elsker den højdramatisk tone.
For mig er det hele dog at for karikeret og teatralsk. Og jeg vil til hver en tid foretrække Bergmans indlukkede nordboere.
