18-årige Tarjei Sandvik Moe blev et kendt ansigt herhjemme, efter han spillede rollen som Isak i den norske serie Skam, hvor han sprang ud som homoseksuel.

Men nu skal seerne til at se ham i en noget anden rolle, for han har sagt ja til at medvirke i en ny erotisk thriller, hvor han skal spille en elev, der indleder et forhold til sin 26 år ældre lærerinde.

Filmen kommer til at hedde 'En affære', og det er især den erotiske del, der har fået den 18-årige skuespiller til at sige ja.

- Det er et udfordrende manuskript, og rollen er meget speciel. Hvis det ikke havde været for de udfordrende scener, havde jeg ikke gidet gøre det, siger Tarjei Sandvik Moe til NRK med et smil.

Rollen som lærerinde skal spilles af 44-årige Andrea Bræin Hovig, der er en af Norges mest berømte skuespillere. Men selvom hun er vant til opmærksomhed og berømmelse, var hun alligevel ved at falde ned af stolen, da hun lagde et billede ud på Instagram, hvor hun står sammen med Tarjei Sandvik Moe.

- Jeg havde ingen anelse om trykket. Milde himmel, skrev hun efterfølgende på Twitter, da hendes Instagram blev bestormet af SKAM-fans.

En stor del af dem svinede hende til, fordi hun spillede seksuelt interesseret i en 18-årig, og til sidst måtte hun give op og lukke kommentarsporet.

- Hvis George Clooney eller Sean Connery havde lagt et billede ud af sig selv med en 25 år yngre kvinde, havde ingen hævbet et øjenbryn, siger  Andrea Bræin Hovig til Dagbladet.

Tarjei Sandvik Moe tager dog virakken med ro. Han har tidligere takket nej til en lang række roller, fordi de bar for meget præg af hans fortid som skuespiller i SKAM, og han vil bruge den nye film til at arbejde sig lidt ud af sin fortid.

- Jeg er ikke bange for at blive Isak, for jeg ved, at jeg er bedre end det. Jeg tager det som en udfordring. Det er sjovt at have noget at kæmpe i mod, siger han til NRK og peger på sit hår, der er gået fra lyse krøller til at være mørkt og kortklippet.