De resterende seks dansere har været på gulvet for at danse for deres overlevelse i sæsonens Vild Med Dans. Dommerstemmerne er talt op – nu mangler kun seernes afgørende vurderinger.

Men flere tv-seere har nu oplevet, at deres sms’er tilsyneladende ikke går igennem. I hvert fald modtager de ikke en bekræftelse, som ellers er kutyme.

’Ved I godt at vi IKKE får kvitteringer for vores stemmer på 1234 ? Måske er systemet brudt ned ?’ skriver en af de bekymrede seere på underholdningsshowets Facebook-side, hvor andre dog melder ind, at de har fået deres sms-svar fra TV 2.

BT har selv forsøgt at sende en stemme af sted på flere telefoner med forskellige teleudbydere. Og der lod bekræftelserne også vente på sig – hvis de overhovedet tikkede ind.

Men der er ingen grund til at blive nervøs for, at man ikke fik sendt sin favoritdanser den afgørende stemme, skriver Vild med Dans på deres egen Facebook-side, hvor de forsikrer, at den nok skal gå igennem.

Men aftenens udgave af underholdningsshowet er særligt denne uge, og det kan have en indvirkning. I forbindelse med TV 2s ’Knæk Cancer’-uge er danseprogrammet nemlig lidt anderledes, og mellem dansene har man kunne ringe til et stort stjernespækket call center og give sit bidrag til kampen mod kræft.

Og det har belastet telefonsluserne, skriver Vild med Dans i et svar til den bekymrede seer.

’Der er mere run på systemerne end vores vanlige fredag, men vi panikker ingenlunde. Det betyder kort fortalt, at der kan være forsinkelse på dit retursvar. Din SMS er blevet registreret og du vil modtage et retursvar senere,’ skriver en repræsentant for programmet og slutter:

’Håber du stoler på os :)’.