Søndagens udsendelse af det engelske 'X Factor' var noget af en rutsjebanetur for danske dukkeudklædte deltager Sada Vidoo. Den berygtede og frygtede six-chair-challenge blev desværre danskerens endeligt i konkurrencen, og nu begræder Sada Vidoos mange fans, at der ikke er plads til forskellighed i programmet.

Der var mildest talt forvirring i lokalet, første gang sangerinden Sada Vidoo møvede sig ind gennem døren og hen til 'X'et' iført en kæmpe marengskjole, små knaldrøde læber og gigantiske øjenvipper. På trods af dommer Simon Cowells angreb på Sada Vidoos mundering og virkelighedssans, så gav hun sig ikke en meter.

Se videoen af Sada Vidoos første audition

»Jeg er en dukke,« sagde hun flere gange under sin audition i første program. Og til sidst måtte selv skeptiske Simon Cowell give efter. Sada Vidoo tog dommerne med storm og fik fire ja'er, men nu er hendes rejse i den engelske udgave af 'X Factor' slut.

Inden programmet lovede hun sine mange fans, at hun ville synge for retten til at være anderledes.

Under søndagens six-chair challenge, hvor man kæmper om en plads videre i konkurrencen, lysnede det et kort øjeblik for dukkedamen, da hun fik tilbudt en stol. Men kort efter måtte hun aflevere den igen til Christopher Peyton, der er en anden af deltagerne.

Og den beslutning faldt ikke i god jord hos Sada Vidoos voksende fanskare. Nogle havde endda spået, at hun ville gå hele vejen og vinde programmet.

'Wow, seriøst?! Sender de Sada hjem til fordel for en eller anden kedelig mand? Og så sikrer de Honey G, som ikke engang kan rappe. Flot klaret, X Factor. Endnu en kedelig sæson,' skriver Thomas Alijosius i kommentarfeltet på programmets Facebookside.

'Jeg er så, så skuffet. Jeg havde virkelig troet, at dukken ville komme igennem til live-shows og højest sandsynligt også vinde. Hun var god. Virkelig god. Nu har jeg mistet interessen for X Factor. Savner dig, dukkepige,' skriver Parvez Kahn.

Andre fans nægter at opgive håbet om Sada Vidoos deltagelse i programmet. De har derfor spekuleret i wildcards siden programmet blev sendt for mindre end et døgn siden. Wildcardet er X Factor-dommernes mulighed for at tage en ekstra deltager med.

Men desværre ser det ud til, at håbet må slukkes hos de mange fans. X Factor UK har nemlig offentliggjort navnene på årets fire wildcards - og ingen af dem er klædt ud som en dukke. I stedet blev de fire wildcards: Ryan Lawrie, Yes Lad, Saara Aalto og Samantha Lavery.

Sada Vidoo selv lader også til at have forsonet sig med tanken om, at hun er ude af 'X Factor' og takker på sin Instagram sine fans for opbakningen igennem programmerne.

»Dette er til alle dukke-troende derude, som tager et standpunkt i kampen om 'retten til at være anderledes'. Tak for alle jeres beskeder og ubetingede kærlighed. Mit navn er Sada Vidoo,« skriver dukke-stjernen på sin profil.

Sada Vidoo har tidligere været kendt i Danmark. Ikke lang tid efter hendes første audition kunne medierne afsløre identiteten bag dukken. I virkeligheden hedder hun Nicole Stokholm og har blandt andet været med til at lave det storsælgende hit 'Ten Miles' sammen med Infernal.