Efter Sofie Gråbøls super-succes i England som Sarah Lund i 'Forbrydelsen', elsker englænderne alt, hvad der er dansk på tv og film i øjeblikket, og det betyder at også det historiske danske drama 'A Royal Affair' med bl.a. Mads Mikkelsen, som havde biograf-premiere i England i går, står til at blive et mega-hit i England.
Det er Nikolaj Arcel, manden bag filmatiseringen af 'Kongekabale', der har instrueret 'En Kongelig Affære' om en af dansk histories mest dramatiske episoder - den tyske læge Struensees magtfulde rolle ved det danske hof 1770-72, og hans nære forhold til dronning Caroline Mathilde, der var gift med den sindslidende kong Christian VII.
'A Royal Affair' er det længe ventede, lækre, danske kostume-drama, der foregår ved Kong Christian VII's hof, skriver Daily Mail Online, som har store forventninger til filmen.
Englænderne elsker historiske dramaer og har en lang tradition for at lave dem stort og flot, blandt andet David Leans 'Lawrence of Arabia' (1962) og Shekhar Kapurs 'Elizabeth' (1998) - men efter 'Forbrydelsen' venter englænderne med spænding på det danske forsøg i genren.
Det er Mads Mikkelsen, der har rollen som Struensee i i 'A Royal Affair', og ham kender englænderne rigtig godt som bl. a. skurk i en James Bond-film.
'Mads Mikkelsen fører an i Nikolaj Arcels stilsikre men tørre drama om Struensee,' skriver morgenavisen The Guardian in sin anmeldelse af filmen, som den giver tre ud af fem stjerner.



