Filmanmeldelse: 'Barbershop – A Fresh Cut'

**** 4 ud af 6 stjerner


For tredje gang åbner Calvin (Ice Cube) dørene til sin frisørsalon i South Side, Chicago, hvor der livligt diskuteres sociale problemer, parforhold og dagligdags trummerum.

Kvinder er nu velkomne, og mange af de faste frisører og kunder er tilbage fra 2002 og 2004 – Eddie (Cedric the Entertainer), Terri (Eve) og J.D. (Anthony Anderson), og nye er kommet til, såsom rapperne Nicki Minaj, Common og Tyga.

48-timers klippe-maraton
Helt naturligt kredser emnerne om ‘Black Lives Matter’, bandekriminalitet og især sønnernes fremtid i den hårde ende af byen. Holdet kæmper mod fristelser, våben og byrådet, der vil spærre for trafikken, så Calvin arrangerer en 48-timers klippe-maraton.

Igen er ‘Barbershop’ et humoristisk indblik i USAs sorte kultur med masser af sexsnak, racevittigheder og popkultur, men er til tider lidt forudsigelig og har lidt svært ved at undgå klichéerne.
Alt i alt en lun, kvik og ufarlig feelgood-film med rappe replikker, som sagtens kan ses uden de to foregående.

4 ud af 6 stjerner
'Barbershop – A Fresh Cut', USA, 2016.
Instruktør: Malcolm D. Lee.
Vises i biografer over hele landet.


Se trailer: