Filmanmeldelse: 'Pan'

Der har været en del forsøg på at filmatiserer J.M. Barries roman og skuespil siden Disneys tegnefilm ’Peter Pan’ fra 1953. Eksempelvis Steven Spielbergs ’Hook’ fra 1991 med Dustin Hoffman, Julia Roberts og Robin Williams som Peter Pan. Og senest den Oscar-nominerede ’Finding Neverland’ fra 2004 med Johnny Depp som forfatteren J.M. Barrie.

Instruktør Joe Wrights (’Stolthed & fordom’ og den Oscar-nominerede ’Soning’) forsøg på at lave en prequel (forløber) til Peter Pan-historien er én stor farvebombe af et eventyr.

Vi møder første gang Peter, da hans mor Mary efterlader ham som spæd foran et børnehjem for drenge, og hans eneste eje er et halssmykke med en panfløjte. Vi følger hans ’Oliver Twist-opvækst’ med bedstevennen Nibs og den onde overnonne Barnabas, som snyder børnene for madrationer og alle de gode sager, hun i stedet hamstrer til sig selv. Peter er nu 12 år, og Anden Verdenskrig er brudt ud i London.

På mystisk vis forsvinder drenge om natten på børnehjemmet, og Peter og Nibs sætter sig for at afsløre hvorfor og hvordan - hvad de hurtigt finder ud af og mærker på egen krop. Børnene kidnappes nemlig af den magtliderlige Sortskæg og hans pirater og sejles i luften på sørøverskibe over himmelen til Ønskeøen.

Peter den udvalgte
Her skal de slavearbejde i minerne, hvor der findes forstenet tryllestøv, og som Sortskæg siger: ’Man skal have det sjovt, mens man knokler’.
Livet i minerne er dog langtfra sjovt, og allerede i det første døgn ender Peter med at skulle gå planken ud, men i stedet for at ende i afgrunden opdager alle og ikke mindst Peter selv, at han faktisk kan flyve.

Peter opdager også, at han er den ’udvalgte’ som Ønskeøens indfødte har ventet på, da han er resultatet af en stor kærlighed mellem sin menneske-mor og en fe-prins.

Inden da har Peter i minerne mødt den unge James Klo (Garrett Hedlund), som trodser sin egoisme og hjælper Peter og de indfødte i  kampen mod Sortskæg og piraterne, som med vold og magt vil have hele Ønskeøens foryngelses og livsforlængende tryllestøv for sig selv.

Filmen er visuelt flot, og den får heller ikke for lidt med CGI og  special effects, men er til tider ret rodet - især med ’Hukommelse træ’ og undervands-film.
(Man spotter i øvrigt lige model og it girl, Cara Delevingne, blandt de fortryllende og drilske havfruer.)

Nirvana og The Ramones
Der er godt gang i farveladen, de farverige kostumer og farvestrålende røg, så det nærmest bliver helt ’Baz Luhrmannsk’ - især da man pludselig hører omkvædet fra Nirvanas ’Smells Like Teen Spirit’ og The Ramones’ ’Blitzkrieg Bop’ i ’Oliver Twist’-drengekors versioner når børnene arbejder i minerne.

Spillefilms-debutanten Levi Miller er et fund i rollen som Peter Pan og Hugh Jackman er nærmest ukendelig som Sortskæg, men hovedrollen er næsten den dobbelt Oscar-nominerede set-designer Aline Bonetto.

Jeg spår filmen stor succes trods dårlige anmeldelser og ser selv frem til en ’Pan 2’, hvor vi med garanti skal følge Peter Pans venskab med James Klo blive til fjendskab, for jeg følte mig okay underholdt.

3 stjerner
'Pan', USA, 2015.
Instruktør:  Joe Wright.
Premiere over hele landet.
Vises i 3D.

Se trailer: