'Viceværten' er en sær og fascinerende film, der bliver hængende.

Okay, jeg behøver næppe fortælle læserne, at film er et forunderligt medie. Men Katrine Wiedemanns ’Viceværten’ er sgu mere forunderlig end de fleste.

Filmen bevæger sig – trods en spilletid på kun godt fem kvarter – i et tempo som en finsk helaftensforestilling om dryppende vandhaner, og således burde den ret beset være kedeligere end et dybdestudium af hvide lagner.

Alligevel er den mærkværdige historie om den aldrende, fordrukne og desillusionerede vicevært Pers (en fremragende Lars Mikkelsen) glædesløse liv sært fascinerende.

Skytsengel fra himlen?

En dag finder Per en mærkeligt tavs og konstant smilende ung pige i en tom lejlighed. Pigen (Julie Zangenberg) ligger på gulvet og er nødtørftigt svøbt ind i et blondegardin, og efter at have haft samleje med hende forsvinder de rygproblemer, der har plaget Per i årevis. Også Pers ven, Viborg (Nicolai Kopernikus) er kureret for sine knæproblemer efter en ’tur’ med den mystiske pige.

Er pigen dumpet ned fra himlen og i virkeligheden det trøstesløse forstadsbyggeris og dets stort set lige så trøstesløse indbyggeres skytsengel? Tja, det må du selv regne ud.

Det lyder fuldkommen vanvittigt, og koblingen af en mulig indblanding fra de højere magter med det grynet fotograferede socialrealistiske betonlandskab, som udgør filmens kulisse, burde overhovedet ikke fungere.

Ikke mange svar

Om den så gør det alligevel afhænger af, om man kan leve med både løse ender og det faktum, at man aldrig får en forklaring på, hvem eller hvad den mystiske pige egentlig er.

Kan man det, er ’Viceværten’ en fascinerende film, som – i og med at den er så stemningsmættet, som tilfældet er – nok skal blive hængende et pænt stykke tid, efter at man har forladt biografen.

Du skal bare ikke forvente andre forklaringer end dem, du selv kan ræsonnere dig frem til. Som nævnt er film et forunderligt medie...