B.S. vil hjælpe kvinder på antidepressiv medicin – for farligt mener eksperter

TV2 og B.S. Christiansen søger i øjeblikket kvinder på antidepressiv medicin til et nyt tv-program.

Ifølge en annonce vil den tidligere militærmand tage depressive kvinder med på en ’livsforandrende rejse’ og give dem en række redskaber, der skal hjælpe dem til et liv uden medicin.

Og det har fået flere eksperter til at råbe vagt i gevær.

- Det er simpelthen for farligt og for uansvarligt, siger Karen Margrete Nielsen, der er landsformand for Depressionsforeningen

Hun blev kontaktet af tv-produktionsselskabet for en måned siden, da de ønskede hjælp til at komme i kontakt med medicinerede kvinder, og allerede her advarede hun om at lave programmerne.

- Man kan ikke sammenligne depressive kvinder eller mænd med de andre grupper, som B.S. Christiansen har hjulpet, siger hun og henviser til bl.a. ’B.S. og Basserne’ og B.S. og Outsiderne’, hvor B.S. Christiansen har hjulpet henholdsvis overvægtige og handicappede danskere.

- En depression er en hjernesygdom. Det har ikke noget at gøre med at have ondt i livet. Det skal tages alvorligt, siger hun og understreger, at det ikke er et mål i sig selv at blive medicinfri.

- Der er flere, der mener, at der er for mange danskere, der tager antidepressiv medicin. Og det er også et problem, hvis man er medicineret, og man ikke har brug for det. Men det er også et problem, at der går mange rundt, som burde være medicineret. Og netop diskussionen om at blive medicinfri, den vil man f.eks. aldrig have om diabetespatienter. Her vil man aldrig tale om at tage insulinen fra dem, siger hun.

Samtidig understreger hun, at det kan gøre tingene meget værre, hvis man pludselig stopper med sin medicin, eller hvis man laver for store forandringer i hverdagen hos personer med depression.

- Man må aldrig presse et menneske med depression. Og ved man ikke, hvad man har med at gøre, kan det gøre tingene ondt værre. Det ser vi ofte i forbindelse med sygemeldte depressive personer, der bliver sendt i aktivering af kommunen. De kan få store tilbagefald. Så hvis B.S. Christiansen skulle tage depressive kvinder med på en rejse ville det kræve, at han både havde deres læge med og en særligt uddannet psykolog med speciale i depressive behandlinger. Alt andet er for farligt, siger hun.

Og hun er langt fra den eneste, der er bekymret. Også stifter af PsykiatriFonden Jes Gerlach mener, at det kræver en særlig indsigt i de kvindelige deltagers sygdomsforløb, for at lave sådan et program.

- Det skal siges, at jeg ikke kender til programmet, men som jeg hører det, skal der en særlig udvælgelsesproces til, for det er ikke alle, der vil kunne klare at være med i en gruppe rejse og et tv-program, siger han.

- Desuden er det vigtigt, at man ikke lægger en ekstra byrde på den deprimeredes skuldre, da de bærer rundt på en stor nok byrde i forvejen. Derfor tror jeg også, der er mange, der på forhånd vil være meget skeptiske over for programmet, siger han. Ifølge en annonce, hvor TV2 søger kvinder, skal optagelserne finde sted i udlandet henover tre uger i juni.

- Hvis programmet går ud på at styrke kvindernes evne til at klare en depression uden medicin, så kan sådan en tur være et inspirerende tilskud. Men ofte tager det meget mere end tre uger at komme ud af sit forbrug. I mange tilfælde kræver det to eller tre måneders nedtrapning, hvis man vil undgå ophørssymptomer, siger Jes Gerlach.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TV2 omkring eksperternes bekymring. Men forleden sagde TV2-redaktør Jes Schrøder til BT, at selv om TV2 søger depressive kvinder, er det endnu ikke besluttet, om de vil lave programmet:

- Vi forfølger forskellige ideer til nye B.S.-programmer hele tiden, og vi er i kontakt med forskellige mennesker. Men hvad der præcis sker, det ved vi ikke endnu.

Er det en god eller dårlig idé, som B.S. har fået?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT tirsdag.