Dennis på 23 år og Diana på 21 år fra Horsens har problemer med økonomien.

Derfor har de bedt Luksusfældens eksperter om at hjælpe dem med at få deres konti på ret køl. Men der ligger en større opgave forud for Kenneth Hansen og Carsten Linnemann.

For parret har meget dårlige vaner. Diana, der er gravid med parrets andet barn, er nemlig ekstremt god til at bruge penge, men ikke særligt god til at tjene dem. Faktisk har hun aldrig haft et job før og er på kontanthjælp.

Hun har købt tøj over internettet i sin kærestes navn for flere tusinde kroner. Hun ryger cigaretter og drikker energidrikke for 70 kroner om dagen.

Eksperterne konkluderer, at hun bruger omkring 8400 kroner om måneden i gennemsnit på shopping. Og det er mange penge, når man har fået omkring 10.000 kroner udbetalt om måneden. Hun har også bestilt livsstilsmagasiner for 2800 kroner, men har ikke betalt for nogle af dem. Det betyder, at hun nu skylder 10.000 kroner for magasinerne.

»Der fik jeg et chok. Så mange penge troede jeg ikke der kom til at ligge der overhovedet,« siger Diana til kameraet.

På vejen til fogedretten finder eksperterne ud af, at Dennis er registreret lidt flere gange, end hvad de troede. Det viser sig, at være Dianas skyld, der har stiftet gæld med tøjkøb.

»Det har jeg holdt lidt for mig selv. Jeg håbede lidt, han ikke fik det at vide,« siger hun til kameraet.

Eksperterne finder også ud af, at parret sammenlagt er registreret 14 gange i RKI - registret for dårlige betalere.

»Det her er noget af det værste, jeg har set. Det vidner om en umoden og uansvarlig opførsel. Vi skal sætte ind mod jeres fuldstændigt vanvittige forbrug,« siger eksperten Carsten Linnemann til parret.

Se, hvordan det går parret i aftenens afsnit af Luksusfælden, der bliver vist 20.00 på TV 3.