Efter skolemassakre: Premiere på Tarantino-film aflyst

Den amerikanske premiere på Quentin Tarantinos nye film Django Unchained er blevet aflyst af hensyn til ofrene for skolemassakren i Newtown.

Det skulle have været den sædvanlige Hollywood-opsætning med stjerner, der poserede op ad den røde løber, men nu bliver det ingenting, skriver b.dk.

Filmselskabet bag instruktøren Quentin Tarantinos nye film "Django Unchained" har valgt at aflyse premieren tirsdag aften i respekt for ofrene ved weekendens skolemassakre i Newtown, Connecticut, skriver The New York Times.

I stedet vil selskabet vise filmen ved en privat forevisning forbeholdt branchefolk og filmens skuespillere, der blandt andet tæller Jamie Foxx og Leonardo DiCaprio.

- Vores tanker går til ofrenes familier i Newtown, Connecticut. Nu er det tid til at sørge, og derfor har vi besluttet at aflyse den planlagte premiere, meddeler filmselskabet Weinstein Company i en pressemeddelelse.

Quentin Tarantino er kendt for ofte at gøre brug af overdreven vold og blodige effekter i sine film, og "Django Unchained" skulle ikke være nogen undtagelse. Filmen, der er en pastiche over 70ernes spaghetti-westerns, handler om en frigiven slave, der forsøger at redde sin hustru fra en ondsindet plantageejer.

Mindst to andre større filmpremierer er ligeledes blevet udskudt eller aflyst som følge af skyderierne i Conneticut. Paramount aflyste tidligere på ugen premieren i Pittsburgh på filmen "Jack Reacher" og 20th Century Fox har aflyst Los Angeles-premieren på filmen "Parental Guidance".

Quentins Tarantinos "Django Unchained" er sat til at få dansk premiere 24. januar næste år.