De har taget seerne med storm, de fem jyske håndværkere fra DRs meget anderledes sundhedsserie, 'Rigtige mænd'.

For sjældent har man set fem mænd med så meget humor, charme og selvironi på en og samme gang på skærmen. Over en million seere så det første program. Siden er de sociale medier svømmet over med begejstrrede kommentarer om Søren 'Smed', Hammer, Jonas, Palle og Lindy.

Onsdag aften fik det andet af i alt seks programmer sendt. Og igen fik de fem jyder, der hele deres liv aldrig har tilhørt kostforagterne, seerne til at klukke af grin.

Men den massive succes har også fået de betænkelige miner frem hos især singlen Søren 'Smed' fra Allingåbro i Østjylland.Han har altid været anonym i den brede befolkning. Men nu er han pludselig kommet på fornavn med hele Danmark.

»Det er lidt svært at gå fra bare at være Søren i vennekredsen til at blive verdensberømt i Danmark. Den har jeg svært ved at greje. Også når jeg kan se, at over 3000 mennesker har været inde at trykke 'synes godt om' på min Facebook. Det forstår jeg ikke,« fortæller Søren 'Smed' til bt.dk.

For berømmelsen har ramt ham lige i den dunk, coachen Jacob Søndergaard forsøger at få ham og de fire andre til at smide, med så stor kraft, at han nu er bekymret for, om hans venner vil ændre holdning til ham.

»Jeg håber dælme ikke, at jeg kommer til at miste mine venner. Men det kommer jo lidt an på, hvor meget det (programmet, red.) vokser, og hvor stort det bliver«, filosoferer han.

»Det, jeg frygter mest, er, at de mennesker, jeg har tæt omkring mig, en dag, hvor vi er uenige om noget, siger, at jeg er blevet en vigtigper, fordi jeg har været i fjernsynet. Det ville gøre ondt«, erkender han blankt.

Til gengæld så hygger den store smed fra Østjylland sig vældigt over, at hans 15-årige datter nu får del i succesen. Onsdag fik han nemlig en sms fra datteren, der fortalte, at der blev talt om programmet på hendes skole.

»Hun fortalte, at der var en lærer, der havde talt om programmet. Og så var hun begyndt at grine, fordi hun jo kunne fortælle, at det var hendes far, der var med,« lyder det fornøjet og på drævende jysk.

»Det er lidt hyggeligt, fordi hun har ikke været med i programmet. Derfor har hun følt lidt, at det bare var mig mig og mig, det handlede om, så hun var bange for, at jeg forsvandt ud i berømmelsen og glemte alt omkring mig. Men programmet har også gjort, at vi er blevet bedre til at ringe sammen,« fortæller en helt igennem fornøjet Søren 'Smed', der ikke kan lade være med at kaste endnu en joke om, at han som jyde jo hele sit liv har haft fødderne plantet solidt i mulden.

»Jaa, men det har jo nok været vægten og mine store fødder, der har holdt mig der, hvor jeg har stået hele livet indtil videre«.