Folkeskolen har ikke været lige nem for 15-årige Rachel fra TV 2-dokumentarserien 'Årgang 0'. Men mødet med en efterskole og de andre elever der gjorde, at hun følte sig accepteret, som hun er.

Den unge 'Årgang 0'-pige har tidligere fortalt, hvordan hun har været udsat for hård mobning under hendes skolegang. Så hård, at hendes forældre og skolen blev enige om, at hun skulle skifte til en anden 8. klasse.

»Jeg er blevet mobbet ret meget, og det blev ved, indtil min mor og skolen sagde stop. Den slags er værre i dag, hvor der også sker en masse mobning på de sociale medier, og der blev også skrevet en masse dårligt om mig,« fortalte Rachel dengang til Billed-Bladet.

Men livet kom tilbage på rette kurs for 15-årige Rachel fra Aabenraa, efter hun valgte at tage 9. klasse på Askov Efterskole ved Vejen.

Det fortæller hun i den nye sæson af TV 2-dokumentarserien 'Årgang 0', der har premiere tirsdag aften.

»Jeg elsker at gå på efterskole. Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig, fordi jeg er kommet et sted, hvor folk er så forskellige, og der er plads til alle. Alle accepteres, uanset hvordan de er,« siger hun og tilføjer:

»Jeg føler mig i den grad accepteret.«

Ingen kameraer det første stykke tid

I TV 2-dokumentarserien møder seerne Rachel, netop som hun er ved at vende hjem på vinterferie, efter at have været på efterskolen i et halvt år.

Det første stykke tid på efterskolen valgte familien fra Aabenraa skulle være uden kameraer. Det kom blandt andet frem under den sidste sæson af dokumentarserien.

»Hun får lov til at få opholdet uden kamera. Så hun kan få lov til bare at være Rachel. Det er også vigtigt i den alder,« fortalte Rachels mor, Theresia Treschow Kühl, dengang til bt.dk.

»Det er ikke sådan, at det er forbudt at filme hende. Og det er heller ikke efterskolen, der har sagt nej, slet ikke. Rachel kunne bare godt tænke sig at prøve at have en periode, hvor hun bare var hende. For det er jo nogle formende år lige nu. Så det syntes vi, hun skulle have lov til,« tilføjede hun.

'Årgang 0' er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Dokumentarserien følger børnene, til de bliver voksne.

Udover Rachel og hendes familie følger man i tv-programmet også Emma, Stephanie og Christian og deres familier.

Emma og hendes familie har dog valgt at holde en pause fra serien i år. De er derfor kun kort med i begyndelsen af den nye sæson tirsdag aften kl. 20 på TV 2.