Da 36-årige Ulrik bliver stemt ud af dette års 'Robinson Ekspedition', så får han en række flotte ord med på vejen af sin holdkammerat Mathias.

»Jeg har det personligt supergodt med Ulrik og kan ikke sætte en stemme på ham. For mig at se har jeg været med ham fra starten af og dannet et bånd, der gør, at jeg ikke kan se mig selv i øjnene, hvis jeg gør det,« lød ordene fra Mathias til Ulrik, da kammeraten røg ud af Robinson Ekspeditionen.

Og pæne ord var oprigtige.

Ulrik fortæller til BT, at ham og Mathias stadig ses, selvom optagelserne til 'Robinson Ekspeditionen' stoppede for længe siden.

»Mathias og mig skal i radioen i morgen. Sidste fredag var vi også ovre ved Henrik og der kørte Mathias med mig. Han er en Svendborg-dreng, men bor i Aalborg. Jeg kender hans mor og far. Og Mathias' kammerat, som han bor med i Aalborg, har jeg haft som elev i folkeskolen i mange år,« siger Ulrik.

Han fortæller, at selvom han kender Mathias' forældre fra Svendborg, så har han aldrig mødt Mathias. Og efter begge er kommet hjem til Danmark, har de fundet ud af, at de har flere fælles bekendte.

»Han betyder meget for mig. Der er jo 13 års forskel på os. Jeg har sagt det flere gange, men det er sådan et storebror/lillebror forhold, vi har.«

Hvis Ulrik skulle ud på en øde ø igen, så indrømmer han blankt, at han gerne ville trække den gode kammerat Mathias med sig. Han er glad for, at han fik omkring 30 dage i konkurrence og en rygsæk fyldt med gode oplevelser.

»Jeg har sagt før, at Robinson er mange ting. Det handler om at kunne overleve og være stærk i dysterne, men også at være godt socialt fungerende og forholde sig til mange mennesker. For mig er Robinson også det med at ligge om aftenen og have dybe snakke. For mit vedkommende er det også at få nogle bekendtskaber, der rækker udover Fillipinerne, og det gjorde jeg,« slutter Ulrik.