En af krimiserie-verdenens mest prominente navne er blevet midlertidigt suspenderet efter en kæmpe konflikt under optagelserne.

Ifølge forlydender skulle Thomas Gibson, der har spillet hovedrollen i den hypede "Criminal Minds"-serie i 11 år, angiveligt have sparket ud efter en af seriens forfattere og producere under indspilningerne til et af afsnittene.

Uden at komme konkret ind på detaljerne påtager den 54-årige skuespiller sig nu skylden for konflikten i en erklæring.

- Der var nogle kreative forskelligheder på settet og en uenighed. Jeg fortryder, hvad der er sket, siger den dobbelte Golden Globe-nominerede stjerne til CNN.

- Vi vil alle sammen gerne samarbejde som et hold for at lave den bedste serie som muligt. Sådan har det altid været, og sådan vil det også forblive fremover, understreger skuespilleren.

Konflikten betyder, at Gibson skal holde sig væk fra settet de kommende to uger og vil blive skrevet helt ud af to afsnit i serien.

Ifølge CNN opstod uenigheden, da Gibson, som ud over at spille seriens hovedrolle også instruerede afsnittet, startede balladen.

Serien bliver sendt på CBS, og da den store tv-kanal onsdag aften holdt sin årlige tv-fest, var Gibson ikke til stede under festlighederne.

Ud over sin rolle i "Criminal Minds" er skuespilleren også kendt for sin hovedrolle i tv-serien "Et umage par".

/ritzau/FOKUS