KØB PLUS!

Drama på TV2: Må fjerne program i sidste øjeblik

Det var planen, at seerne i aften torsdag skulle følge med, når 21-årige Uyen leder efter sin far i USA for at få svar på, hvordan han kunne forlade hende, da hun kun var 10 måneder gammel. De seneste dage har TV 2 sendt tv-spots for andet afsnit af dokumentarserien 'Savnet', men nu er TV2 tvunget til at droppe aftens program og i stedet for vise program nr. 3. Det skriver TV2 på Tvtid.dk.

Programmet er midlertidigt taget af, da der manglede de sidste godkendelser til at vise nogle af optagelserne. Så for at undgå at der kan opstå juridiske problemer, udskyder TV2 programmet.

TV2s programredaktør Mikkel Dyrting forklarer til Tvtid.dk, at fordi serien ikke er "konstrueret", men optages, mens begivenhederne finder sted, så er der større risiko for at rende ind i situationer, der kan give juridiske betænkeligheder. Mikkel Dyrting vil dog ikke give nærmere detaljer om de juridiske problemer.

I dokumentarserien bliver 21-årige Uyen afvist af sin far, da hun opsøger ham i USA. Uyen har ikke set sin far, siden hun et spædbarn. Uyens forældre mødte hinanden under meget dramatiske omstændigheder. De var bådflygtninge fra Vietnam og strandede i samme flygtningelejr i Filippinerne, hvor Uyen blev født.

I stedet vises i aften tredje afsnit af 'Savnet', der handler om den 44-årige Christina, som forsøger at finde sin far, inden hun skal giftes. Christina blev født i Spanien, hvor hun boede sammen med begge sine forældre, indtil hun var 6 år gammel. Efter en dramatisk skilsmisse flyttede hun til Danmark med sin mor uden at få sagt farvel til sin far.

Christinas eftersøgning er imidlertid svær, fordi hun kun har en gammel adresse på Lanzarote, hvor hun ved, at faderen ikke længere bor.

Afsnittet om Uyen sendes i stedet om 14 dage, oplyser TV 2s kommunikationsafdeling.

Læs også: