Kim Bodnia har trukket sig fra tredje sæson af 'Broen'.
Kim Bodnia har trukket sig fra tredje sæson af 'Broen'. Foto: Keld Navntoft

Svensk producent bag den succesfulde tv-serie ’Broen’ afslører nu, hvorfor Kim Bodnia ikke gentager sin ellers så roste indsats som Martin Rohde i tredje sæson af den dansk-svenske krimi. Kim Bodnia var ganske enkelt utilfreds med manuskriptet, lyder det.

Mens ingen i hverken DR eller i det danske produktionsselskab Nimbus Film søndag har været at træffe for en forklaring på, hvorfor Kim Bodnia ikke er på rollelisten i ’Broen III’, har Sydsvenskan haft held med at få et svar fra den svenske producent Anders Landström fra produktionsselskabet Filmlance.

Broen

- Vi har haft forskellige opfattelser af sæsonens indhold. Kim Bodnia var ikke tilfreds med, hvordan hans rolle udviklede sig. Det er ærgerligt, at det skulle være sådan, men det må vi jo bare acceptere og arbejde videre ud fra det, siger Anders Landström.

Ifølge Sydsvenskan var store dele af manuskriptet til seriens tredje sæson allerede skrevet, da Kim Bodnia sprang fra. Derfor har manuskriptforfatterne, med Hans Rosenfeldt i spidsen, været tvunget til at skrive dele af manuskriptet om.

- Men selve hovedhistorien er intakt. Det her skaber jo også en masse nye muligheder for at få nye karakterer ind og udvikle serien, siger Anders Landström.

Også SVTs dramachef, Christian Wikander, prøver at se positivt på, at det bliver et farvel til Kim Bodnia og hans rolle som Martin Rohde.

- Det indebærer, at figuren Saga (Norén, seriens svenske hovedperson, red.) mister en kollega og bliver nødt til at interagere med andre karakterer, hvilket bliver en udfordring for hende. Det bliver en del af historien, og det er der dramatik i. Det bliver hårdt for hende, siger Christian Wikander uden at komme nærmere ind på tredje sæsons øvrige handling.

Optagelserne til ’Broen III’ indledes til september, og Saga Norén vender tilbage til tv-skærmen i efteråret 2015.

Opdatering: bt.dk har søndag eftermiddag talt med seriens danske producer, Bo Ehrhardt, fra Nimbus Film, der bekræfter, at uenighed om manuskriptet førte til Kim Bodnias afsked med serien.


HVAD MENER DU? SKAL DU STADIG SE BROEN? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook