____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er ingen panik hos forfatteren til 'Forbrydelsen' Søren Sveistrup over, at it-nørder har fundet en kode på DR´s egen hjemmeside for 'Forbrydelsen III', der tilsyneladende afslører navnet på morderen.

TV-producent Piv Bernth tager også afsløringen med forbavsende ro, og glæder sig over, at 1,746.000 seere så andet afsnit i aftes.

Hvordan kan det gå til, at dise koder ligger offentligt tilgængeligt? Har I lavet en fejl?

- Nej, på ingen måde, svarer Piv Bernth. ( underforstået: at DR selv skulle være kommet til at røbe noget, der ødelægger alt for seerne.. red.)

Er det en del af hypen, der skal skabes omkring serien, eller skader det interessen?

- Det skader ikke, at folk gerne vil gætte med, svarer Piv Bernth

Hvordan sikrer I jer, at der ikke er fri bane for skuespillere og andre medvirkende, at bekræfte, hvem morderen er?

- Alle er super loyale overfor serien, og kunne ikke drømme om at ødelægge oplevelsen for seerne, svarer Piv Bernth.

Har alle de medvirkende da skrevet under på en tavshedsklausul til og med 10. afsnit?

- Det er ikke nødvendigt, siger Piv Bernth.

Gætterierne om, hvem morderen er i tredje og sidste omgang af  'Forbrydelsen', tegner til at blive endnu vildere end sidste gang, og det har der også været blandt skuespillerne.

Sofie Gråbøl, Nikolaj Lie Kaas og Anders W. Bertelsen fandt først ud af, hvem morderen var ved læseprøven til de sidste to afsnit.

- Vi er kun fire, der har kendt handlingen og vidst, hvem, der er morderen, røber 'Forbrydelsens' hovedforfatter Søren Sveistrup, der altså kun har indviet sine medforfattere Torleif Hoppe og Michael Horsten samt producenten Piv Bernth i hemmeligheden.

- Ingen af os skuespillere havde gennemskuet, hvem morderen var, lød det fra Sofie Gråbøl, i forbindelse med premieren. Her indrømmede hun blankt, at hendes egen  opklaringsprocent i modsætning til Sarah Lunds, er rigtig dårlig.

- Jeg  har ikke gættet mordgåden nogen af de tre gange- afslører Sofie Gråbøl.

- Først og fremmest handler det om, at alle er loyale overfor det store og også dyre projekt som 'Forbrydelsen' er. Det vil være så ærgreligt og ødelægge det for de mange seere, hvis mordgåden blev afsløret for tidligt, siger tv-producent Piv Bernth fra DR´s TV-Drama i dagens BT.

Manuskripter ødelægges

Optagelserne har af samme grund været lukket for alle udefrakommende - lige med undtagelse af kronprinsesse Mary og hertuginde Camilla Parker Bowles, der fik et smugkig af nogle scener, hvor Sarah Lund og Nikolaj Lie Kaas undersøger et autoophuggerværksted.

- Hovedcastet af skuespillerne får udleveret hele manuskriptet til hver enkelte afsnit, så de kan lære deres replikker.

Men de skuespillere, der bare er med i et enkelt afsnit, får blot udleveret deres replikker. Hvert manuskript er forsynet med navn, så man ved, hvem der har været glemsom, hvis det findes på et toilet ude i byen, men det har vi heldigvis ikke været ude for.

( Det skete faktisk under optagelserne til Søren Sveistrups første, store dramaserie for DR, 'Nikolaj og Julie', hvor 9. afsnit blev fundet på et toilet efter optagelserne og offentliggjort i Ekstrabladet. red.)

- Når afsnittet er optaget, bliver alle manuskripter indsamlet og makuleret, men vi har selvfølgelig originalen gemt forsvarligt bag lås og slå, fortæller tv-producenten Piv Bernth.