Nyhedskanalen DR Update har tilsyneladende tabt nyhedskampen på fjernsyn til TV2 News.

DR har i hvert fald besluttet at nedlægge DR Update sammen med DR HD for i stedet at styrke nyhedsdækningen på andre kanaler.

- DR Update har gjort det glimrende under de gældende forudsætninger. Men vi må også erkende, at kanalen ikke er den rigtige til at løfte DRs kommende nyhedssatsning. I stedet vælger vi at bruge ressourcerne på at styrke samfundskanalen DR2, oplyser

generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.

I det nye år kan seerne til gengæld se frem til to nye kanaler, så den store medievirksomhed bibeholder sine i alt seks kanaler.

Nedlæggelsen af Update og DR Update sker som en del af en større ændring af sendefladen, forklarer generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

- I marts offentliggjorde vi planerne for en større revitalisering af aftensendefladen. Og med dagens beslutning er sporene nu lagt for, hvordan vi på tværs af vores TV-kanaler vil skabe et mere klart defineret og relevant public service-tilbud til seerne.

Blandt de nye kanaler finder man DR3, som vil være rettet mod de yngre seere i alderen 15-39 år. Her skal der være plads til provokationer og underholdning, og et mål er også at inspirere til debat og nytænkning gennem satire, humor og dokumentarprogrammer.

Til de alleryngste i alderen tre til seks år opretter DR 'Lille Ramasjang', der ligesom storesøsteren 'Ramasjang' skal levere public service til børnene . 'Lille Ramasjang' skal være et trygt børneunivers, som både vil sende danske og udenlandske programmer.

Endelig vil DR2 blive styrket og overgå til at være en 24-timers kanal. Nyheds- og aktualitetsdækningen på kanalen får et boost, og ambitionen er, at DR2 både skal levere nyheder, perspektiv og baggrund.

- DR2 skal være DRs samfundskanal og skal styrkes med udgangspunkt i den position, kanalen allerede har som et af Danmarks absolut stærkeste mediebrands. Den skal ikke bare sende de seneste nyheder, den skal i højere grad behandle nyhederne, levere analysen, perspektiverne og baggrunden. DR2 skal være en kanal med både vid og bid – og med plads til seriøsitet og skarp samfundssatire, siger Maria Rørbye Rønn.

Omlægningen i DR forventes at være gennemført i løbet af det første halvår af 2013.

BNB