DR-legenden Mogens Rubinstein meddelte lørdag, at det var hans sidste udsendelse som vært på P1-orientering. Dermed slutter en af DRs sidste koryfæer fra dengang Danmarks Radio havde monopol, og meget har ændret sig gennem hans 38 år i DR.
»Der går gamle historier om, at hvis en udsendelse fik for mange lyttere, så var det nok fordi, det var blevet alt for populært, og det er jo noget vrøvl,« siger han til BT.
Mogens Rubinstein var i mange år nærmest synonym med folketingsvalg, selvom han også i høj grad huskes for at være mangeårig vært på Pengemagasinet. Men han forbindes i så høj grad med valg, at folk på gaden stadig spørger ham, om han ikke har frygteligt travlt, når der er valg, selvom han ikke har dækket det i mange år.
Den 68-årige journalist takkede lørdag af i programmet Orientering med den korte afskedssalut ’Det var mit sidste bidrag til public service,’ men ellers blev der ikke gjort meget ståhej ud af det. Og der er egentlig heller ikke en stor forkromet forklaring på, hvorfor han vælger at gå på pension nu.
»Jeg bliver snart 68 år. Jeg er så imponeret over min gamle veninde Ulla Terkelsen, som bare kører derudad stadigvæk, og jeg har kæmpe respekt for hende. Sådan er man så forskellige, og jeg synes, det er det rigtige tidspunkt at stoppe. Jeg har næsten prøvet alt i DR nu, og så skal man stoppe, mens legen er god. Det er meget banalt sagt, men det er det, det i og for sig drejer sig om.«
Ulla Terkelsen er 72 år og fik for nyligt forlænget sin kontrakt som udlandskorrespondent for TV 2.
Mogens Rubinstein bliver især forbundet med sit mangeårige værtsskab på Pengemagasinet, som han selv var med til at starte op, men det er især sin tid som reporter på Christiansborg, han husker.
Han var en del af en måske mindre omtalt firebande på Christiansborg. Ligesom Socialdemokratiet havde firebanden med Poul Nyrup, Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Mogens Lykketoft, så bestod DRs hold af Mogens Rubinstein, Bent Stuckert, Mette Fugl og nu afdøde Lone Zilstorff. Og der var helt andre vilkår under monopolets dage inden 1988, da TV 2 kom på banen, erindrer Mogens Rubinstein.
»Hvis man ringede og ville tale med statsministeren, så varede det ikke voldsomt længe, før man havde ham i røret. Eller hvis man ville tale med en politiker, så stod de i døren få minutter efter og spurgte, om de skulle i sminken, men i dag er der en mur af spindoktorer, man skal igennem,« siger han og understreger, at det er en helt naturlig udvikling med så mange medier, der hele tiden har deadlines.
Og i monopolets dage var der en helt anden tilgang til at formidle politiske nyheder.
»Jeg var jo tit vært ved afslutningsdebatterne efter folketingsvalgene, og der sad simpelthen en ved siden af mig med et stopur og sørgede for, at alle partilederne fik præcis samme taletid,« fortæller han.
Elsker kongehusstoffet
Men noget som mange nok ikke forbinder DR-legenden med, er det royale stof, som den mangeårige reporter også har dækket ved utallige lejligheder, men han husker specielt en.
»Jeg har lavet mange transmissioner fra kongelige begivenheder, og dem har jeg haft meget glæde ved at lave, for en stor del af arbejdet er planlægning og lige med kongestoffet, er der ekstremt mange eksperter foran skærmene, så der skal man være ekstremt forberedt. Da Joachim og Alexandra blev gift i 1995 om vinteren, var der dækket af sne og is, så kablerne frøs til, så vi skulle lige tø dem op og blev derfor meget forsinkede. Der fik jeg brugt al den lommeuld, som jeg kunne skrabe op af lommen.«
Nu skal Mogens Rubinstein bruge sin tid på sine to sønner og fem børnebørn. Desværre døde hans kone Lisbet Rubinstein i 2008. Men journalisten har heller ikke tænkt sig at læne sig tilbage i den polstrede sofa derhjemme. Han vil fortsætte med at holde foredrag og skrive bøger, som han allerede har udgivet flere af. Blandt andet om dronning Margrethes virke, da hun havde 25-års regentjubilæm.
Men én ting glæder han sig til ved sit otium.
»Uha, det er herligt, at jeg ikke længere skal stå med en hel fuld blok efter et interview, og så er der en redaktionssekretær, der siger, at det bliver alt for langt, og det skærer lige i hjerteblodet.«
