Om mindre end 14 dage er DR klar med en ny TV-kanal, der er målrettet seere, som endnu ikke har rundet 40 somre.

28. januar blænder DR op for den nye TV-kanal DR3, der kommer til at fokusere på dokumentar, videnskab, sport, fiktion humor og musik.

Målet er at få de yngre seere til at sætte sig tilrette foran flimmerkassen.

- DR3 er det bedste udgangspunkt, DR nogen sinde har haft for at levere TV af høj kvalitet til de yngre seere. Public service er for alle, og med det nye programtilbud på DR3, der tilsammen underholder, udfordrer, lægger op til debat og giver indsigt og udsyn, er det mit håb, at de 15-39-årige tager kanalen til sig, siger DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

- DR3 er lige om hjørnet, og med sidste års revitalisering af DR1 er flere centrale elementer på plads i arbejdet med vores strategi »Et skarpere DR«, fortsætter hun.

DR vil med DR3 skabe en kanal, der »bider sig fast og lærer fra sig«, og den nye kanal bliver ifølge kanalchef på DR3, Lotte Lindegaard, ikke bange for at prøve noget nyt med en modig og humoristisk tilgang til indholdet.

- Samtidig rummer DR3 de traditionelle public service-kvaliteter; at udfordre og oplyse. Jeg er stolt over de mange nye tilbud til seerne, som blandt andet gør os klogere på videnskab, giver plads til musikken og fortæller rammende og rørende historier i vores dokumentarprogrammer, siger Lotte Lindegaard.

Lanceringen af DR3 er starten på en større omlægning af DRs TV-kanaler. Senere på året skal profilen på DR2 ændres, så der kommer mere fokus på nyheder og aktualitet.