Der blev fusket med lydoptagelser fra politiets indsats ved klimatopmødet i København, så det i DR-programmet 'En Klima-Krimi' lød som om en delingsfører opfordrede til at slå på pressefolk med stavene. Se videoen her på siden.

Det mener Københavns Politi, som nu kræver et genmæle i en klage til Danmarks Radio, som bragte 'En Klima-Krimi' på DR 2 i december sidste år.

I udsendelsen fremstod det som om en af politiets delingsførere opfordrede politifolkene til at slå på pressefolk med stave, og det var manipulation, mener Københavns Politi.

- Manipulationen består dels i at man (DR, red.) har knyttet nogle lydoptagelser sammen med nogle billedoptagelser, der vedrører en hel anden politiindsats. Men når man ser udsendelsen, får man indtryk af at lydoptagelser og billeder naturligvis hører sammen, siger politidirektør Johan Reimann, Københavns Politi, til bt.dk.

- Derudover har man byttet om på rækkefølgen i lydoptagelser sådan at optagelserne fremstilles i en anden rækkefølge end de - altså udtalelserne - er kommet i, siger Johan Reimann.

Det er følgende udtalelser fra delingsføreren, der i virkeligheden falder med mere end et minuts mellemrum, der i 'En klima-Krimi' er klippet ind ved siden af hinanden.

'Så vil jeg fanden rende mig se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort' (Sagt 6,59 min. inde i lydfilen)

'Der står presse imellem bilerne. De skal satme have samme tur´. Slut' (Sagt 8,04 min. inde i lydfilen)

Johan Reimann: - Der er ikke sammenhæng mellem brug af stavene og 'samme tur'. Der er intet belæg for at sige, at 'samme tur' dækker over brug af stavene.

Københavns Politi er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad udtrykket 'samme tur' så dækker over.

 - Men vi er lidt hæmmet af, at DR har valgt at vente ét år med af offentliggøre lydoptagelserne, siger Johan Reimann.

Tirsdag eftermiddag var det ikke lykkedes bt.dk at få en kommentar fra DR, men en af tilrettelæggerne, Nikolaj Viborg kontaktede tirsdag aften bt.dk, og han gør opmærksom på et andet udsagn fra delingsføreren, som også fremgår af de bilag, som Københavns Politi har sendt med klagen.

"Jeg ved, at der står fyldt med presse foran, men de er i risikozonen. Det må de selv tage. Så I hugger bare til dem. De er en del af det, hvis de står der," (Sagt 6,00 min. inde i lydfilen).

Johan Reimann: - Det er noget, de trækker op af hatten. Det, delingsføreren siger i den udtalelse er, at hvis der er pressefolk, som blander sig med demonstranter, så politiet ikke kan kende forskel, er de selv ude om det.

I udsendelsen er dette udsagn klippet ind, så det falder lige efter de to andre, men i virkeligheden er det den første af de tre udtalelser på lydfilen, der er citeret i denne artikel. 

Se klippet med optagelsen herunder (klippet er fra DRs Pirattv):