Stjernehold med Trine Dyrholm, Jesper Christensen og Kirsten Lehfeldt i front skal afløse Birgitte Nyborg i bedste søndagssendetid.

Hvad gør man, når der pludselig dukker en ukendt søster op, da boet efter en internationalt anerkendt kunstner skal fordeles mellem hendes børn?
 

De bonede gulve og politiske intriger i 'Borgen' er afløst af familiedrama og opgør på det sydfynske landsted 'Grønnegården' i DR´s nye søndagsserie 'Arvingerne', der får premiere efter nytår.

Gården er rammen om det familiedrama, der udspiller sig, da fire børn af en international anerkendt kunstner, spillet af Kirsten Olesen, samles efter hendes død. ‘Arvingerne’ har en stjernebesætning med blandt andet Trine Dyrholm, Jesper Christensen, Lene Maria Christensen og Carsten Bjørnlund i bærende roller, og er allerede solgt til udlandet, inden der er vist så meget om en meter på skærmen.

- Der er ingen tvivl om, at ‘Forbrydelsen’ og ‘Borgen’ har været bølgebrydere og skabt så meget hype og opmærksomhed omkring danske dramaserier, at det internationale tv-marked er indstillet på at ville have vores serier. Men det er første gang, vi sælger en tv-serie, uden at nogen har set en meter, siger en glad fiktionschef, Nadia Kløvedal Reich til bt.dk.

Det er Maya Ilsøe, der er hovedforfatteren til ‘Arvingerne’, og Pernilla August får sin debut som konceptuerende tv-serie-instruktør.

- Det er et familiedrama på godt og ondt, og så genkendeligt, for det er noget, vi alle har berøring med, siger skuespilleren Kirsten Lehfeldt, der for første gang optræder i en af DR´s prestigefyldte dramaserier som advokat.

Tilbage efter 25 år

Trine Dyrholm, der fik sit store gennembrud som skuespiller i tv-serien ‘Taxa’, vender efter mange års film-successer tilbage til tv-skærmen.

- Det er rigtig sjovt at være tilbage. Jeg har været bange for at have faste job af frygt for, at det gå ud over kreativiteten, forklarer Trine Dyrholm, der slog til efter at have læst de første tre afsnit.

- Det er altid spændende, for man siger ja til noget, man ikke ved, hvordan bliver. Men vi er mange om at trække læsset. Selv om der er fire store roller, så er der også luft til andet, og det passer mig rigtig godt, siger Trine Dyrholm, der spiller den ældste af de fire børn.

Jesper Christensen, 64, vender også tilbage tv efter flere års fravær. Han har haft fuld blus på sin internationale filmkarriere efter rollen som Mr. White i Bond-filmene Casino Royale og Quantum of Solace og er netop kommet hjem fra filmoptagelser i Tyskland.

- Det er noget at det bedste, jeg har været med til. Det er ren optur og så spændende et projekt, siger Jesper Christensen, der spiller avantgardemusiker og tidligere kæreste med den afdøde og far til Trine Dyrholm.