KØB PLUS!

DR erkender 'skuespil' op til nytårstale

Gæster i DR-studiet lod som om, de gættede på indholdet af statsminister Helle Thorning Schmidts nytårstale. Det var imidlertid spil for galleriet, for eksperterne havde allerede set talen. DR-chef beklager.

I optakten til statsministerens nytårstale på den første dag i 2013 gættede TV-værter lystigt på indholdet i talen. Allerede om formiddagen havde de involverede eksperter og journalister imidlertid fået talen, skriver politiken.dk.

- Jeg vil tro, at vi kommer til at høre meget om den økonomiske krise, lød det blandt andet fra politisk redaktør Ask Rostrup, som efterfølgende afviste overfor TV-vært Klaus Bundgård Povlsen, at Thorning ville bruge talen til at komme med noget markant og overraskende.

Til jp.dk erkender Ask Rostrup, at der var tale om en form for skuespil.

- Det bliver lidt et stykke teater, for vi ved noget, men vi må ikke sige, hvad vi ved, siger han til jp.dk.

Også DRs politiske analytiker beklager, at han »gættede« med i optakten.

- Jeg vidste godt, hvad hun ville sige, så det er noget pjat at bruge udtrykket »tror«. Det var en fejl af mig, og det vil jeg gerne beklage, siger Jens Ringberg til jp.dk.

Journalisternes indrømmelser har nu også fået TV-avisens journalistiske chef til at beklage, skriver politiken.dk.

- Det er en helt relevant kritik af optaktsudsendelsen, der er kommet frem nu. Vi har drøftet sagen internt efterfølgende, og det går selvfølgelig ikke, at vi står og foregiver, at vi ikke ved, hvad indholdet er i statsministerens nytårstale, når vi godt ved det, siger Johan Engbo til netavisen.