Der er væsentlig forskel på EM-dækningen på DR og TV 2. Det mener DR1-chef Lotte Lindegaard, der afviser kritikken af, at begge kanaler sender finalen søndag aften
DR1 og TV 2 har fordelt de mange kampe ved europamesterskaberne i fodbold mellem sig, men søndag aften sender begge kanaler finalen mellem Italien og Spanien.
Det er urimeligt over for seere, der er ligeglade med fodbold, mener Dansk Folkeparti, der vil tage spørgsmålet op med kulturministeren. Men på DR1 afviser kanalchef Lotte Lindegaard kritikken.
- Jeg kan godt forstå, at nogle undrer sig, men DR1 har dækket slutrunden med stor succes, så vi vil ikke undvære finalen. Vi vil fejre afslutningen på EM med vores seere, erklærer hun.
LÆS OGSÅ: DF: TV-seere skal kunne slippe for fodboldkamp
Det er yderst sjældent, at de to hovedkanaler dækker de samme begivenheder på samme tid, påpeger Lotte Lindegaard. Undtagelsen er blandt andet store begivenheder i kongehuset, og ifølge medieordfører Morten Marinus fra Dansk Folkeparti er forskellen i den forbindelse, at DR og TV 2 bringer forskellige indslag og reportager, mens fodboldkampen er den samme på begge kanaler.
Men der er også stor forskel på EM-dækningen, fastslår Lotte Lindegaard.
- Sammensætningen af kommentatorer og eksperter er jo forskellig, og der er mange, der foretrækker enten os eller TV 2, siger hun.
Hvis fodbold-trætte seere insisterer på en aften foran TVet, er der rige muligheder for at se andet end EM-finalen, påpeger DR-chefen.
- Bare på DRs andre kanaler sender vi rigtig mange gode programmer i aften, siger Lotte Lindegaard.
DR1 tager hul på aftenens EM-program allerede klokken 19.15, mens dækningen på TV 2 starter 20 minutter senere. Finalen fløjtes i gang klokken 20.45.



