DR-chef: Derfor skal vi fyre på sporten

Fredag kom det frem, at DR Sporten - der har Peter Møller og Ulla Essendrop som frontfigurer - har så store problemer med økonomien, at de sandsynligvis står foran en nedskæring i medarbejderstaben. Underdirektør i DR Anders Kern Boje anerkender overfor BT, at den dårlige økonomi er ledelsens fejl.

- Det er klart, at økonomiske dispositioner er ledelsens ansvar. Det er ikke medarbejdernes, siger han.

Nyheden har efterladt medarbejderne frustrerede, og de kalder de økonomiske problemer et svigt fra ledelsens side. De kan ikke forstå, hvorfor de skal straffes for fejl hos ledelsen.

-  Der er tale om et svigt fra ledelsens side, og derfor finder vi det
uacceptabelt, at det bliver tørret af på os. Et ledelsessvigt bør ikke gå ud
over medarbejderne, siger Michael Olesen til Journalisten.dk.

Anders Kern Boje forklarer, at det er den daglige drift hos DR Sporten, der er for dyr i forhold til indtægterne. Og den daglige drifts største økonomiske post er journalisternes løn. Derfor er det også dem, der må stå for skud. 

- Jeg kan ikke afvise, at der kommer fyringer eller reduceringer i medarbejderstaben. Jeg er utrolig ked af det på medarbejdernes vegne, men vi skal have styr på økonomien som i enhver anden virksomhed, siger underdirektør i DR, Anders Kern Boje til BT.

Torsdag blev det besluttet, at ledelsen i DR vil starte forhandlinger med
medarbejdergruppen om at få besparelserne gennemført på den mest skånsomme måde.
Efter planen skal der være en afklaring i slutningen af januar måned

Læs også: