Radioprogrammet 'Mads og Monopolet' gik over stregen, da en paneldeltager sagde, at 'nogle negere ligner jo aber'. Det siger DRs lytter- og seerredaktør, der giver en klagende lytter medhold i, at udsagnet var for groft.

Mads og Monopolet sendes på DR P3 lørdag formiddag. I programmet kan lyttere skrive eller ringe ind med et problem, spørgsmål eller dilemma, som programmets panel af tre skiftende kendte personer kan svare på.

Det grove udsagn om 'negere' kom fra en paneldeltager, da en lytter spurgte, om man bør bryde med et vennepar, der ofte udtaler sig krænkende om minoritetsgrupper.

Det omtale vennepar omtalte bl.a. afrikanere som 'aber' og homoseksuelle som 'bøsserøve', fortalte lytteren til panelet.

Modeksperten Mads Christensen, der også er kendt som 'blærerøven', sad i panelet, hvor han kom med de kritiserede ytringer.

- Men altså, nogle negere ligner jo aber. Altså, sådan er det jo, sagde han under panelets diskussion af lytterens spørgsmål.

28. marts 2011 klagede en lytter af programmet over denne udtalelse, som han mente var racistisk.

Redaktionen på Mads og Monopolet forsvarede Mads Christensen med, at der skal være højt til loftet i et radioprogram som dette.

Derefter gik den utilfredse lytter videre til DRs lytter- og serredaktør, Jacob Mollerup, for at få medhold i sin klage. Og det fik han.

- Der skal selvsagt være meget vide rammer for, hvad man kan sige i et debatprogram som Mads og Monopolet, hvor der helt naturligt ofte vil falde provokerende udtalelser. Men en kommentar som 'nogle negere ligner jo aber' har en sådan grovhed, at den bør beklages, skriver Jacob Mollerup i klagesvaret.

Line Baun Danielsen var centrum i en lignende episode for nogle år siden, da hun kom til at kalde en sort mand for abe.

Se klippet herunder: