Jeg indrømmer, at jeg måske tidligere har opfattet Anders Matthesen som en dygtig, men lidt selvfed standup-type, der aldrig tvivlede på egne evner.

De fordomme bliver gjort til skamme i Pernille Rose Grønkjærs ambitiøse dokumentar ’Den anden side’.

Grønkjær har fulgt Matthesen tæt i fire år, og derudover har hun fået adgang til privat arkivmateriale fra Andens liv – lige fra dengang han forsøgte sig som rapper ude i Albertslund, til han som granvoksen er med standup-kollegaerne Mick Øgendahl og Anders Fjelsted på inspirationstur til New York.

Det er der kommet en god og virkelig interessant historie ud af. En historie, der, som titlen lover, viser en helt anden siden af ’Anden’.

Vi kommer helt tæt på, når ensomhed, tvivl, kaos, stress og kunstnerens universelle grundangst tager over: Duer jeg overhovedet? Kan jeg nogensinde levere igen?

Vi er også med i dagligdagen, hvor familieliv med kone og børn rammer Anden, som også er en curling-far, der tager sønnen med på job, fordi han ikke kan lide at være i sin nye vuggestue.

Manager og psykolog

Vi kommer også tæt på konen Cemille, der fungerer som både manager, psykolog og leverer kreative indspark, når ideforladtheden trænger sig på.

Helt i den kunstneriske dokumentarfilms ånd er lavpraktisk fakta-speak og tekster udeladt, og det gør det undertiden svært at følge med i tid og sted.

Men når det er sagt, så skal det understreges, at Pernille Rose Grønkjær bestemt har præsteret en spændende og dramaturgisk flot dokumentarfilm – godt bistået af et par dygtige klippere, en velkomponerende komponist – og nå ja, en interessant og sammensat hovedperson.