Selv om det ser let ud, så kan kagebagning alligevel skabe problemer for deltagerne fra 'Den store bagedyst'. BT har talt med Ditte og Micki fra programmet om deres største bagekoks.

For 28-årige Ditte Julie Jensen så var det en bryllupskage for et års tid siden, der ikke helt ville som hende.

»Min veninde skulle giftes, og jeg skulle lave bryllupskagen. Det må jo bare ikke brase, men det gjorde det lidt for mig, og det hele skal jo bare spille max på sådan en dag,« siger hun til BT.

Hun lavede en tre-etagers bryllupskage, hvor der skulle være noget gele på toppen, men Ditte Julie Jensen hældte den på alt for tidligt i processen, så det hele ’sejlede fuldstændigt’.

»Jeg satte mig ned på gulvet og begyndte at tude. Jeg skulle jo lave den til dagen efter, så først anede jeg ikke, hvordan jeg skulle redde den.«

Men heldigvis fik hun en god idé, og Ditte Julie Jensen fik styr på kagen med en masse flødeskum, som hun lagde på toppen af kagen, og alle var vilde med den, da de jo ikke vidste, hvordan den rigtigt skulle have set ud.

For Micki Cheng var det en standardopgave, der fejlede fuldstændigt. Den 26-årige kage-entusiast har en cheesecake, som han ofte laver. En dag var han måske blevet lidt for kæphøj, og det endte med at cheesecaken slet ikke stivnede, da han tog den ud af formen.

»Den splattede fuldstændigt ud. Så vi smed den i fryseren, og så kaldte vi det for en cheesecake-is. Jeg fik reddet den lidt, men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg følger opskriften fra nu af,« siger han til BT og griner.

Den store bagedyst bliver vist klokken 20.00 på DR 1 onsdag aften.