I snart 300 afsnit har vi fulgt unge mødre Malou Stella og Camilla Framnes i Kanal 4-serien 'De unge mødre'. Se her, hvad du - måske - ikke vidste om den populære serie.

Første afsnit blev sendt i september 2005. 12. sæson startede i går på på Kanal 4, og 23. februar runder serien afsnit 300. I de i alt 150 timers tv har man fulgt over 40 mødre og endnu flere børn. 19-årige Malou Stella, med sønnen Tino på 3, har sammen med Camilla Framnes, med 4-årige Oliver og 1-årige Sebastian, medvirket i flest afsnit af ’De unge mødre’ - næsten alle 300. Ideen til ’De unge mødre’ kom fra et halvtimes program, som Kaare Sand i sin tid lavede til DR2 om en gruppe unge mødre. Mange reaktioner og kommentarer fik ham til at lave yderligere fire reportageprogrammer til TV Danmark (i dag Kanal 4) om unge mødre. De unge mødre filmer ikke selv, men en enkelt gang er en ung mor blevet udstyret med et kamera, så hun kunne filme en fødsel. De unge mødre får ikke en krone for at medvirke. En del af overskuddet fra dvd-salget går til de unge mødre selv. De unge mødre får besøg af et kamerahold cirka et par gange om måneden. Nogle gange hver uge, hvis der er tale om en spændende periode op til f.eks. en fødsel. Mødrene er hver især tilknyttet en fast tilrettelægger, som de kontakter, hvis der sker noget interessant i deres familie, som kræver kameraholdets tilstedeværelse. De unge mødre underskriver en kontrakt, før optagelserne begynder, hvor de skriver under på, at de ved, at de bliver filmet, og derfor ikke kan fortryde optagelserne efterfølgende. De giver tilladelse til, at afsnittene må sendes ud på dvd og genudsendes. Hvis en ung mor trækker sig ud programmet, skal hun ifølge kontrakten medvirke i mindst et afslutningsafsnit, hvor man runder historien om den unge mor af. Inden en ung mor godkendes til serien, bliver hun prøvefilmet. Produktionsholdet snakker med deltagerens familie og venner, og der bliver nøje talt om, hvad det indebærer at komme på landsdækkende tv. Noget af det vigtigste er, at den unge mor forstår, at kameraet også er med, når tingene går skidt. I de første sæsoner var der mødre, som kom ligeså hurtigt ind, som de kom ud. Enkelte medvirkede kun i fire-fem afsnit, men i de senere sæsoner er der mange gengangere. De unge mødre har ikke vetoret, når det gælder optagelserne, men de har mulighed for at fortryde op til to dage efter en optagelse. Kun hvis der er særligt følsomme emner, som f.eks. en fødsel, får de lov til at se afsnittene igennem på forhånd. Ellers er det først, når afsnittene vises i tv (eller ligger tilgængelige på nettet), at mødrene ser dem i deres fulde længde. ’De unge mødre’ har gennem tiden været genstand for flere kontroversielle historier. Malou Stellas hus blev sidste år udsat for en pyromanbrand. Melissas søn blev i 2009 indlagt meningitis. Puk blev dømt for et smykketyveri på 55.000 kr. samme år. Den værste sag kom frem i år, da en ung mor blev sigtet af for ruskevold af sin kun seks måneder gamle baby. Sagen er endnu ikke afsluttet. To af de unge mødre har fået barn med den samme mand. Den unge mor Sofie blev gravid med kæresten Simon, som forinden havde dannet par – og fået barn med – den unge mor Michelle. De danske afsnit er blevet vist i både Norge, Sverige og Finland. I Norge var serien så populær, at norske TVNorge er begyndt at producere serien med deres egne norske mødre. Sidste år satte afsnit nummer 238 seerrekord med 261.000 seere. I 2010 havde hver fjerde dansker set minimum fem minutter af et afsnit af serien. Den officielle fanside på Facebook har på nuværende tidspunkt 23.983 fans. I den nye, 12. sæson medvirker ti unge mødre.